Ny Storstrømsbro forsinket til 2024/2026 (Generelt)
Sjovt nok har jeg mere tiltro til danske lokofører end du har.
Nej, det har du overhovedet ikke. Enhver lokomotivfører med respekt for sit fag vil kalde ideen for vanvittig. Den strider imod alle principper om sikkerhed.
For det første: Normale tog har en gennemgående bremseledning. Hvis den bliver revet over, fx fordi en kobling knækker og en eller flere vogne dermed river sig løse, så bremser toget. Helt af sig selv, både på den ene og den anden side af knækket. Det er den grundlæggende sikkerhed i togets bremsesystem. Alle vogne, undtagen eventuelle vogne med udkoblede bremser, vil bremse ved en togsprægning.
Af samme grund må man ikke udkoble bremserne på det bagerste køretøj. For så vil den ikke bremse, hvis koblingen svigter. Det er opskriften på ulykker.
Men det du foreslår er i princippet at lave et tog, hvor bagerste vogn ikke er i forbindelse med sikkerhedsbremsesystemet.
For det andet: Diesellokomotiver som ME er udstyret med trækkraftudkoblere. De skal forhindre at der gives trækkraft, samtidigt med at toget bremser. Men når lokomotivet ikke er koblet med toget, kan trækkraftudkoblerne ikke mærke at der er brems på. Og selvom DD-vogne bremser godt, kan en ME nok godt skubbe dem alligevel. Altså kunne vi snildt have en situation, hvor lokomotivføren i forenden febrilsk forsøger at bremse (eller værre endnu - at der er trukket en nødbremse), mens ME’eren ufortrødent skubber videre. Igen, opskrift på ulykke.
For det tredje: Hvis EB’eren ikke får kørestrøm, kan den ikke lave trykluft. Jeg er ikke enig i andre brugeres vurdering af, at den slet ikke kan bremse under de omstændigheder. Det kan den nok. Spørgsmålet er nærmere om den kan løse bremserne igen, især hvis bremseledningen er blevet udluftet. Og det kan den blive af mange årsager. Fx en passagernødbremse, hvis lokoføreren mister bevidstheden, hvis han glemmer at betjene dødmanden, ATC-fejl, manuel farebremse ved dørfejl. Så holder vi der og kan ikke komme nogen vegne. Medmindre altså ME’eren i bagenden bare pløjer videre, som sagt.
For det fjerde: En ME’er bremser temmelig dårligt. Væsentligt dårligere end dobbeltdækkervogne og EB. Så hvad sker der, når toget har nået toppen af broen, hældningen går nedad, vognene løber fra ME’eren, og det pludselig er nødvendigt at farebremse?
Selv hvis de to lokomotivfører er i umenneskelig god synkronisation og reagerer inden for millisekunder af hinanden, så vil de løbske vogne stadig bremse væsentligt hurtigere end ME’eren kan - og så ramler der 122 tons diesellokomotiv op i røven på bagerste dobbeltdækker. I bedste fald smadrer man pufferne, i værste fald koster det menneskeliv.
Og så har vi slet ikke været inde på at stødrangering slet ikke er tilladt i Danmark (og det her vil være stødrangering), udfordringerne med kommunikation mellem ME’erens lokomotivfører og rangerlederen i forenden, højeste hastigheder når lokomitvføreren ikke kan se hvor han kører, m.m.
Det ville være hurtigere og sikrere at sætte passagererne på en bus. Eller evt bare lade dem gå over broen - det ville stadig være hurtigere end toget kunne køre med de sikkerhedsbestemmelser, der skulle til, hvis dette vanvidsprojekt skulle gennemføres.