Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Ny station i Esbjerg, flytning af Herlev station mm. (Trafikpolitik)

af mss ⌂, 20/6 2014, 11:42 (3818 dage siden) @ Leif Jørgensen

Har lige læst artiklen, men hvad menes der med "sporvognsbusser"?


Det er en tvivlsom oversættelse af bus rapid transit (BRT). Dvs. et højklasset bussystem med busbaner, prioritering i lyskryds, indstigning i niveau mv. Altså de ting man typisk vil finde ved moderne sporveje/letbaner men kombineret med bussernes fleksibilitet og lavere anlægsomkostninger.

Det findes flere steder i verdenen, og herhjemme har Movia lanceret det som +Way. I øjeblikket er strækningen mellem Nørreport st. og Hans Knudsens Plads ved at få etableret +Way med forventet premiere i efteråret 2014. Unødvendigt at påpege at det roder en del i øjeblikket.

For mig virker det nu mest som endnu et forsøg på at få fat i sporvognenes fordele men at undgå sporvogne selv. Movia og dets forgængere HUR og HT har en ret lang tradition i så henseende med det fejlslagne duobusprojekt og drømme om sporbusser.

Ja det er beklageligt at man således fortsat prøver at undgå skinner med alle midler.
Slet og ret et Københavner-syndrom!

Fordele som jævn kørsel og hurtig acceleration får man IKKE med et bussystem, ligemeget hvor højklasset man prøver at lave det.
Generelt stiger passagertallet på prioriterede busveje kun, fordi man laver flere afgange, og gør busserne lidt mere attraktive, men det er vand i forhold til hvad sporvogn/letbane formår at tiltrække af nye passagerer!
Sågar busser på el og med ledeskinne som man har indført i flere byer i Frankrig har været en fiasko flere steder. De er for ustabile. En by vælger sågar efter relativt få år nu at lave en rigtig letbane/sporvej i stedet. Desvæære laver man alligevel et par linier med disse "vanskabninge" i Paris i disse år.
Duobusserne har i øvrigt heller ikke haft nogen succes. Det største projekt med dem var i Essen, der kører i dag dieselbusser på de prioriterede strækninger der blev indrettet til dem, og de sporvognsskinner man fjernede for at indføre dem, ønsker man nu at reetablere. Men pengene mangler p.t., det er dyrt at genindføre en sporvej man engang i dumhed har nedlagt...

Hvornår mon man i Københavns kommune begriber at gummihjul ikke er modellen hvis man vil højne den kollektive transport ordentligt, og få væsentligt flere til at bruge den...?

Nå, men i det mindste har omegnen jo forstået det, og de prioriterede busbaner/busveje kan jo bane vej for en senere etablering af letbane.

--
Mvh MSS
Min fotoside: http://mortenschmidt.piwigo.com/
Over 9000 fotos i over 200 albums


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak