Jeg er enig i, at timeplanen er virkelig god som overordnet styrepind for udviklingen af jernbanen, både politisk, økonomisk og teknisk. Hvis den først begynder at skride, kan det blive noget rod at finde ud af hvad man helt præcist vil. Det er også en stor fordel, at alle med tiden helt automatisk kender rejsetiderne mellem de større byer.

Men i praksis er det ikke nødvendigvis så "genialt". kapaciteten på Vestsjælland er et stort problem. Et hav af toge vil køre forbi meget brugte stationer som Slagelse mens pendlere vil blive mast sammen i andre. JEg tror, man stærkt skal overveje om ikke andet, så at "snyde" lidt på Sjælland ved fx at regne timeplanen fra Ny Ellebjerg. Så bliver der tid til at par stop for selv de hurtigste tog og en langt bedre drift.

Jeg tvivler generelt også på den pointe med at togene mødes. Hvor meget betyder det i praksis? Alle de større byer har gang i metro/letbaner-projekter omkring hovedbanegårdene, og her er ideen jo, at de skal køre hele tiden. Bybusser udvikles på samme måde. Færre linier, hyppiegere frekvens. By og bolig udvikles også til denne tilpasning. Mon ikke stort set alle passagerer vil ankomme til stationer til fods, på cykel, i bil eller med bus/letbane/metro/tog af en type med hyppige afgange.

Konkret vil man fx fra Aarhus gerne have 20-minutters drift med tog til Silkeborg og Viborg. Så er der reelt ikke noget at tilpasse. Hvis vi ser på odense, bliver der så mange tog til København, at det heller ikke her giver meget mening at tilpasse noget. Er man med en langsom rutebil fra Fåborg er man næppe overvældende fokuseret på om skiftet i odense bliver til et tog, der skal bruge et kvarter mere eller mindre til København.