Hejsa,

Udsagnet var:
"Jeg mener, at man kan finde et svar på hvorfor mange af S-togsnettets endestationer ligger hvor de gør, ved at sætte sig ind i Fingerplanen."

... og det holder ikke. For det første var alle oplandsbanerne og deres stationer (bortset fra Køgebugtbanen) bygget længe før Fingerplanen blev udgivet (1947). Ombygningen til S-bane var blot DSB's ændring af driftsform til et mere rationelt system end tidligere. Disse ændringerne (til S-bane) blev indledt før Fingerplanen udkom og havde langt op i tiden lovgrundlag fra før Fingerplanen udkom. S-bane-nettets stationer "ligger, hvor de gør", fordi stationerne blev placeret, hvor de blev placeret, længe inden Fingerplanen blev udarbejdet.

Hillerød-linjens elektrificering var en driftsrationalisering (både bane og endestationer stammer fra 1864), der afskaffede den blandede trafik med damp-, diesel- og S-tog mellem København H og Holte ad det samme, stærkt trafikerede nærtrafikspor. Der blev i 1950'erne foretaget anlægsarbejder til et nyt, men aldrig bygget 3.-4. spor Hellerup-Holte med henblik på at slippe af med den blandede trafik på strækningen. Ikke for at opfylde et eller andet kriterie i Fingerplanen. Her skal man lige huske på, at der dengang også kørte en del godstog Hellerup-Holte-Hillerød, så en udvidelse med 3. og 4. spor var ikke helt ufornuftig. I stedet valgte DSB så en anden løsning, som heller ikke har noget med Fingerplanen at gøre, ikke mindst fordi godstrafikken svandt ind.

Elektrificeringen af Hareskovbanen og indføringen af denne til Københavns centrum via Svanemøllen udsprang dels af et ønske om hurtigere direkte forbindelser til centrum og ikke blot til København L (hvilket havde været diskuteret siden 1920'erne), dels af et ønske om en mere effektiv driftsform (S-tog). Banen og dens stationer havde ligget der siden 1906, dvs. før Fingerplanen udkom.

Den aldrig fuldførte Lundtoftebane blev der arbejdet med i DSB allerede i 1930'erne, så den tager heller ikke afsæt i Fingerplanen.

"Selvom den aldrig er blevet officielt vedtaget, er det tydeligt at se, at den har påvirket mange anlæg mange steder, og det især på jernbanefronten."

Et postulat uden eksempler er og bliver et postulat.

"Jeg anerkender fuldt ud, at befolkningstætheden spiller ind som årsag, men denne vokser jo netop, hvis ifrastrukuren er til stede."

Ja, netop, og det har den langs de københavnske oplandsbaner gjort siden 1860'erne, længe før Fingerplanen udkom.

Fingerplanen var ikke udviklingsplanen til S-baneanlæg og ombygning til S-bane, men til boligbyggeri, rekreative områder og vejanlæg mellem de i 1948 eksisterende og allerede før krigen planlagte jernbaner (fingre). Køgebugtbanen havde været fremme allerede i 1870'erne, og havde været drøftet i DSB før 2. Verdenskrig, og baneanlægget her erstattede DSBs rutebildrift på strækningen og gav bedre transportkapacitet. Køgebugtbanens etaper fulgte i nogen grad byudviklingen langs bugten, men den byudvikling var for den aller inderste del af banens vedkommende indledt allerede før 2. Verdenskrig og man vidste i DSB, hvilken vej udviklingen også her ville gå, så Fingerplanen er heller ikke her det store dyr i åbenbaringen.

Fingerplanen kan ikke krediteres for den jernbanemssæige udvikling. Det forholder sig omvendt; Københavns opland er vokset frem langs de jernbanestrukturer, som fandtes allerede før 1. Verdenskrig, efterhånden som demografien tilskrev denne udvikling. Det er jernbanen, der har defineret fingrene i Københavns opland. Nyanlæg af baner efter Fingerplanens udgivelse begrænser sig til Køgebugtbanen, som havde været på tegenbordet inden Fingerplanen, og så den forliste Lundtoftebane. Alt det øvrige er blot en ændring af driftsform.

Med venlig hilsen

Morten