Jeg mener at huske, at da DSB indsatte Y-tog på Lille Nord, så afprøvede man, hvad der hurtigst: 100 km/t (som banen var bygget til) eller 80 km/t. Man valgte 80 km/t, fordi den bedre acceleration gav kortere køretider. (Ja, det lyder måske mystisk, men Y-tog var ikke specielt hurtige i optrækket.) Idag kører Lint 100 km/t på strækningen.

Lyder ikke specielt mystisk, de fleste privatbaner valgte netop at få deres Y-tog gearet 80 km/t fordi afstanden mellem stationerne på de fleste baner var så kort at acceleration var vigtigere end topfart.
At Lollandsbanen valgte at få deres Y-tog gearet til 105 km/t skyldtes, at i lighed med de fleste DSB regionalbaner var afstanden mellem stationerne så stor at en højere hastighed kunne give kortere køretider, fremfor hurtig acceleration og lavere topfart. Jeg kan også huske, at da man fik leveret IC2 (MF/FS) havde man et lille problem; nemlig at disse havde både en højere topfart og en bedre acceleration, og det kombineret med at køreplanen blev lagt efter disse tog fik de gamle Y-tog problemer med at holde køreplanen, derfor måtte man køre med to YM.

Y-togenes hastighed var udelukkede tilpasset banernes daværende strækningshastighed, uanset antal stationer og trinbrætter.

Mvh.
Poul.

De fleste baner havde en strækningshastighed på 75 km/t og med stationerne liggende relativt tæt, så her var der klar fordel i bedre acceleration og begrænset topfart, fremfor de få (eller den ene) hvor afstanden mellem stationerne er noget større hvorfor en større topfart er en fordel.

Du skriver, at Y-togene udelukkende var tilpasset strækningshastighed uden hensyn til antal stationer og trinbrætter. Mon ikke at afstanden mellem stationer (og trinbrætter) har haft en vis betydning? Hvis stationer ligger tæt, f.eks. 2 - 3 km, er hurtig acceleration og god bremseevne en effektiv måde at opnå kort køretid. Ligger stationerne i stedet for mere spredt, f.eks. 5 - 9 km, er det en fordel med højere fart.