Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Kattegatanalyse baseret på fejlagtige trafiktal (Trafikpolitik)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 16/12 2015, 20:48 (3273 dage siden) @ Niels Munch

Kattegatkomitéen er stærkt uenig i analyseforudsætninger for så vidt angår trafikvækst og takster:

"Pressemeddelelse: Kattegatanalyse baseret på fejlagtige trafiktal

Kattegatkomitéen noterer sig, at analysen af en fast Kattegatforbindelse er blevet offentliggjort i dag.

”Vi havde en aftale med Transport- og Bygningsministeren om, at den politiske kontaktgruppe ville blive præsenteret for Kattegatanalysen, før den blev offentliggjort. Det er så ikke sket, og det er jeg godt ærgerlig over,” siger formanden for Kattegatkomitéen, Jens Kampmann.

Grundlæggende bygger rapportens hovedscenarie på urealistisk lave antagelser om den fremtidige trafikvækst. Tal, som er beregnet af den nyudviklede Landstrafikmodel. Der regnes med en trafikvækst på Kattegat på 1,2 % årligt fra 2010 til 2030, og en vækst på kun 0,8 % for personbiler og 1,1 % for lastbiler efter åbningen i 2030.

Til sammenligning har væksten på Storebælt her i 2015 været på hele 4,7 %, og den gennemsnitlige årlige vækst i årene fra 2003 til 2014 var på 2,9 % på trods af de økonomiske kriseår. Disse tal understøttes af tal fra Vejdirektoratet, hvor det fremgår, at trafikvæksten på motorveje i perioden 2004 til 2014 har været på 3,5 % i gennemsnit om året.

Der er primært to håndtag at skrue på i sådan en analyse. Det er trafikvæksten og taksten. Her bruges der i analysen en historisk lav trafikvækst.

”Vi har gang på gang påpeget over for Transportministeriet, at de trafiktal, som Landstrafikmodellen regner med, ikke kan genfindes i virkeligheden. Alligevel har man valgt at lægge dem til grund for beregningerne, og det er stærkt kritisabelt,” siger Jens Kampmann. ”I virkeligheden vil der være en meget større trafikvækst, end analysen regner med”.

I de finansielle beregninger er taksten på Kattegatforbindelsen sat til det samme som på Storebælt, og det giver selvfølgelig færre indtægter. ”Når forbindelsen er dobbelt så lang som Storebæltsforbindelsen, vil det også være rimeligt, at taksten er højere. Det er min overbevisning, at Kattegatforbindelsen vil kunne finansieres ved brugerbetaling og uden statslig tilskud”, siger Jens Kampmann.

Jens Kampmann siger videre: ”Jeg har erfaret, at ministeren er bekymret for at igangsætte to kæmpe anlægsprojekter som Femern og Kattegat samtidig. Hertil vil jeg sige, at det hele tiden har været vores mening, at Kattegat skulle bygges umiddelbart efter Femern - og ikke samtidig.”

Det har vist sig, at Storebæltsforbindelsen giver samfundsøkonomiske gevinster på 379 mia. kr. over 50 år. Noget tilsvarende vil også gælde for en Kattegatforbindelse.

Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen finder, at arbejdet med Kattegatanalysen slet ikke er afsluttet endnu. ”I rapporten er der en række positive tilkendegivelser omkring de samfundsøkonomiske effekter. Det kalder på, at man laver egentlige samfundsøkonomiske beregninger. Regeringen har hidtil ved andre projekter lagt stor vægt på, at der er en positiv samfundsøkonomi.”

Forbindelsen vil være en væsentlig forudsætning for at skabe et sammenhængende Danmark med fælles arbejdskraftopland og større udveksling af viden og kompetencer mellem virksomheder, universiteter og institutioner.

”Det er uheldigt, hvis Folketinget lægger en fast Kattegatforbindelse i mølposen på baggrund af urealistiske trafiktal. Kattegatkomitéen vil fortsætte sit arbejde med at belyse de økonomiske og samfundsmæssige perspektiver ved en fast Kattegatforbindelse,” siger Bent Hansen."

Kilde: Kattegatkomitéen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak