Hej Thomas,

Uklarhederne opstår, så vidt jeg kan se, når man undlader at sondre skarpt mellem det ekspeditionsmæssige og det sikkerhedsmæssige.

Grundlæggende sigtede betegnelsen "billetsalgssted" til ekspeditionsomfanget; der var et begrænset billetsalg, ekspedition af banepakker og eventuelt et sidespor og/eller et stykgodspakhus (som f.eks. i Englerup). Regnskabsmæssigt blev godekspeditionen sådanne steder varetaget af en nabostation. Når billetsalgsstederne i tjenestekøreplanerne var anført med et "B", så skyldtes nok mest, at man skulle kunne se, at stedet var bemandet.

Sikkerhedsmæssigt svarede billetsalgssteder til ubemandede trinbrætter, i og med at begge typer standsningssteder normalt ikke deltog i af- og tilbagemelding af togene. Der fandtes dog afarter: Vridsløselille var eksempelvis til daglig blot trinbræt med billetsalg (begrænset og uden ekspedition af banepakker) samt blokpost, men desuagtet har Vl i forbindelse med etablering af automatisk linjeblok på strækningen i kortere perioder fungeret som togfølgestation med af- og tilbagemelding, indtil den automatiske blok kunne tages i brug. På samme måde kunne manuelle mellemblokposter uden trinbræt (f.eks. Frydenlund og Helleholm på Kystbanen) også fungere som togfølgestationer. Så når man midlertidigt/permanent gjorde et billetsalgssted (eller et trinbræt/blokpost som Vl) til togfølgestation, var der i ekspeditionsmæssig henseende (og her menes publikumsekspedition, ikke togekspedition) herunder i den personalemæssige normering fortsat tale om et billetsalgssted, som kunne passes af f.eks. en ledvogterske, mens trafikafviklingen blot skulle varetages af en trafikuddannet medarbejder, for at forholdene var i orden iht. reglementerne.

Havde standsningsstedet et større ekspeditionsomfang end ovenfor beskrevet, og udførtes ekspeditionen på stedet, ja så var det ikke længere tale om et billetsalgssted, men om en station (som ikke nødvendigvis skulle være togfølgestation). Indtil 1922 fandtes hos DSB også begrebet "holdeplads", som havde begrænset ekspeditionsomfang af rejsende og god, men som regel deltog i toggangen, dvs. var en mellemting mellem et billetsalgssted og en station. Fra 1922 blev holdepladserne betegnet som stationer, men af laveste lønningsklasse.

Der fandtes også stationer uden sidespor (f.eks. Valby, Nørreport, Rørkær og - i kortere perioder - Jegerup og Farris)), dvs. stationer med fuld publikumsekspedition og af- og tilbagemelding, men med begrænsninger i godsekspeditionen (mgl. sidespor og stykgods – f.eks. Valby havde dog i en periode begrænset stykgodsekspedition med lastbil). Sådanne ekspeditionssteder var altså i sagens natur ikke billetsalgssteder. I 1970'erne var der sågar stationer, som var togfølgestationer og havde billetsalg, men hvorfra/-til der kun kunne sendes lastbilgods og/eller ekspresgods med tog (betegnedes med "Au" hhv. "E" i stationsfortegnelserne). Hertil kom de egentlige "sporløse" bilekspeditioner (Au).

Bortset fra selv sikringsanlægget og signaldækningen var der sikkerhedsmæssigt grundlæggende ingen forskel på en togfølgestation og et billetsalgssted/en mellemblokpost, som deltog i togenes af- og tilbagemelding. Så logikken var/er (naturligvis) fuldt ud til stede, når blot man husker på at, at der er forskel på publikumsekspedition og togekspedition. Der var ingen grund til at opretholde stationer med fuld ekspedition på steder, hvor der ikke var kundeunderlag til det, men det ser jeg nu ikke som "et ønske om at spare penge", men snarere et fornuftigt ønske hos DSB om ikke at handle økonomisk uforsvarligt og brænde penge af på overadministration og overnormering af ekspeditionsstederne.

Med venlige for(h)julehilsner (ja, ja, den er plat)

Morten