Beredskabslokomotiver, avisomtale.

Jeg har måttet tænke lidt nærmere over en sætning i det pågældende avisnotat, som gengivet herunder:

”Når man har holdt fast ved det uddannelsesmæssige, skyldes det for det første, at man på grund af krav fra forsvaret har opretholdt en betydelig reserve af damplokomotiver – en reserve, som ikke har eksisteret i virkeligheden. De lokomotiver, der har optrådt i denne reserve, har ikke været i en sådan stand, at de uden videre kunne bringes til at køre”.

Nu ER det jo ikke første gang, at der er sket en fejlcitering, at en bemærkning er taget ud af kontekst eller at en journalist er blevet ”censureret/forkortet” af sin redaktionschef. Men ovennævnte citat må være en sikkert ønsket lettere fordrejning af det oprindeligt sagte, for at få lidt mere kød på historien.
Grunden til at jeg skriver dette er, at jeg er næsten 110 % sikker på, at en DSB medarbejder ALDRIG ville udtale sig så kontant som citeret og ydermere tiden (1967) taget i betragtning og over for andre myndigheder i Danmark fortælle, at ”vi overholder bare ikke gældende aftaler”.
Var der en aftale om beredskabslokomotiver, så VAR der en aftale, da alle planer mv. var genstand for kontinuerlig kontrol og eventuel tilretning/ændring. Husk på, at de militære transportkontorer ved hærkommandoen og landsdelskommandoerne samt det militære transportkontor på Sølvgades kaserne til stadighed i netop den periode, gennemførte planlægninger og kontrol. Derfor kan det da ikke være korrekt, når der udtales – fejlciteret eller andet – at der ikke var den lovede reserve af damplokomotiver. Og da H II tillades udrangerede sker det via Handelsministeriets- og ikke Forsvarsministeriets accept.
Altså er sandheden nok nærmere, at der havde VÆRET en aftale om beredskabslokomotiver i ”gamle dage” hvornår det så end var, men at DSB nu i stedet for, som en del af totalforsvarskonceptet, var ANSVARLIG for at stille materiel til rådighed og derefter transport, men IKKE noget om at det skulle være damp eller diesel. Det skulle ”Transporteres”. Rigtigt er det nok derimod, at netop Handelsministeriet ikke så det for nødvendigt mere med en dampreserve, da der fandtes diesler med en efterhånden nødvendig brændstofreserve i de kommende totalforsvarslagre. Men her var der – i en krise- eller beredskabsforøgelsessituation (fact) – ikke diesler nok til at opretholde BÅDE en normal- som og en særtogstrafik. Altså en prioritering, som også stod anført i diverse totalforsvarsplaner. Denne tingenes tilstand konkretiseres og forstærkes jo så også af trækkraftsituationen ved 2. distrikt i sidste halvdel af 1960´erne. Litra MX og MY var blevet færdigleverede og man afventede tilkomsten af litra MZ I fra 1967/1968. Så DERFOR var det NØDVENDIGT med de FÅ dampløb, der var med litra N (H) og E til at kunne gennemføre den daglige trafik med de nødvendige reserver for nedbrud og særtog, INDTIL litra MZ I var leverede og indsat i slutningen af 1968 og frem til slutningen af 1969. Men faktisk først med leveringerne af MZ II kunne dampen helt undværes. Og alligevel måtte man jo køre nogle damptog helt frem til K70s, tog 349 om fredagen mellem Esbjerg og Fredericia. Men så gik det jo også stærkt og dampen blev udrangeret hurtigt. E II nr. 980 var ”håndvarm” helt frem til 15. juli 1970 som lokomotivmesterens alleryderste nødreserve i dagtimerne.