Er de fatsvage i Langeskov? (Trafikpolitik)
Problemet er vel i sidste ende, at bygningen af Langeskov station fra starten har været en politisk beslutning uden om analyser af stationsstrutur, betjeningsmønstre mv. Og dermed havner man i den her tåbelige situation, når det så skal passses ind i virkeligheden.
Og betjeningen er noget af et dilemma. På den ene side har Langeskov en størrelse og et potentiale, der ligner andre mindre stationer på hovedstrækningerne (f.eks. Borup, Hadsten), der hovedsaglig er betjent af regionaltog. På den anden side er der ikke noget regionaltogssystem på strækningen, så enten skal IC-toget stoppe (godt for Langeskov, men sinker alle andre for et mindre antal passagerer) eller også skal der indføres et nyt togsystem, som hvis det blot kører Odense-Langeskov-Nyborg næppe har et særlig godt passagergrundlag (og dermed bliver dyrt).
Hvis man kigger i Trafikstyrelsens rapport om Timemodellen, så forestiller man sig her i alt 6 afgange i timen mellem Odense og København, hvoraf den ene er beregnet til at standse i Langeskov. Det tog har i øvrigt et standsningsmønster, som ligner dagens IC-tog. Med tre lyntog i timen helt uden stop, et IC med begrænsede stop og to med stop som de nuværende, så virker det helt rimeligt, men man kunne også forestille sig, at de nuværende regionaltog blev forlænget fra Ringsted til Odense. Det er bare ikke dér trafikbetjeningen er lige nu, og vi kommer tidligst i nærheden af det, når den nye Ringstedbane åbner.
Men selv om man nu har fået en station før der driftsmæssigt er en god løsning på at betjene den, så skal den jo betjenes alligvel. Så faktisk så synes jeg, at den bedste løsning i første omgang er at lade et af IC-togene stoppe. Ikke for de vrede langeskovborgeres skyld, for det er overkill, men fordi det er endnu mere overkill at oprette et regionaltogssystem, som der ellers ikke er ret meget brug for (Nyborg er fint betjent i forvejen). DSB forsøger af al magt at beskytte deres flagskib (IC-togene), og det er jo også deres job, men det er altså en noget stor regning de her skriver ud til statskassen, som Transportministeren ikke uden videre skal hoppe på.
Og så skal man ellers tage et køligt blik på situationen igen når Ringstedbanen åbner og se, hvad der er af muligheder til den tid.