Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Langeskov station (Trafikpolitik)

af Morten Flindt Larsen, 7/5 2015, 12:28 (3497 dage siden) @ Erik Olsen

"Jeg plejer at få tærsk når jeg påpeger den slags."

Tæsk er langt fra altid retfærdige, Erik. ;-)

"Det er heller ikke til at blive klog på hvad det retteligt hedder."

Nej, og især ikke med Høje Tåstrup (Langeskov kan vist kun staves: Langeskov).

Oprindeligt var stavemåden for stationen lige ud ad landevejen: Høje Tåstrup. Det ændrede DSB så efter ønske fra kommunen pr. 27.09.1987 til: Høje Taastrup. En hel del dyr skiltning etc. måtte udskiftes, kun 16 måneder efter stationens åbning (01.06.1986). Alle var glade, ikke mindst kommunen og skiltefabrikanten, som gned sig i hænderne, hvorpå kommunen relativt få år efter indførte bindestregen i sit navn (Høje-Taastrup Kommune) og ønskede, at DSB atter skulle følge trop og ændre skrivemåde én gang til. Det afslog DSB fornuftigvis.

"Alle stednavne i Danmark kan og må staves med bolle-å."

Ja, det må vi dødelige, men kommuner og regioner kan vedtage, at de bruger dobbelt-a, og dette skal medarbejderne og andre offentlige myndigheder følge (reglerne siger ikke noget om bindestreger, så nok derfor kunne DSB i sin tid undslå sig). En del private virksomheder følger også trop, når kommunerne laver sådanne narrestreger, men de er ikke forpligtet til det. Selv synes jeg, at det ser ret mystisk ud, når Aarhus Kommune har tvunget sig selv til at skrive f.eks.: Aarhus Å om byens hovedvandåre, ligesom samtlige vejskilte, der leder til Århus prinipielt også skal udskiftes. Men det generer åbenbart ikke store ånder; argumentet fra den daværende borgmester var, at en ændring fra Århus til Aarhus var nødvendig af hensyn til den internationaliserede it-verden vi lever i.

En hybrid eksisterer der også i form af landsbyen: Ågaard, 6040 Egtved. I papirudgavne af DSB Køreplan (den tykke) stod der i en årrække faktisk den korrekte stavemåde (Ågaard), men det blev - så vidt jeg husker - ændret på et tidspunkt. Men f.eks. de lokale ejendomsmæglere bruger stadig den "korrekte" stavemåde.


Med venlig hilsen

M:-Drten


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak