Der er lige to-tre væsentlige problemer: det ene er det allerede påpegede med, at det er sket flere gange, at privatpersoner eller små lukkede kredse har erhvervet et lokomotiv eller en motorvogn men intet gjort derefter. Tingene har fået lov at stå på et sidespor overladt til vejr, vind og hærværk og er forfaldet mere og mere. Mens de ansvarlige ejere hverken har sørget for beskyttende halvtag eller hal, endsige ofret så meget som en klat maling på det.

Nøjagtig som store mængder materiel har gjort i klub-regi! - Er det mere ansvarsløst fordi det er eget af privatpersoner?

Det er den slags historie, som jeg godt forstå, hvis klubberne ikke vil rodes ind i. Den hypotetiske NN, der derimod fra starten giver sig i kast med at sørge for opbevaring og minimum af vedligehold, vil derimod være langt mere velkomment alternativ. Men det kræver altså lige, at vedkommende er i stand til at overbevise andre om, at der faktisk vil blive sat handling bag ordene. Og ikke mindst lader være med at skyde løs på alle der bare viser den mindste skepsis. For især det sidste er i høj grad med til at skabe modvilje.

Ophuggeren vil hugge det op, det må simpelthen være et dårligere udgangspunkt end alle andre skæbner.

Det andet problem er, at der er folk, der er umulige at stille tilfredse, og de findes både blandt klubmedlemmer og forumdeltagere. For hvis lokomotivet sælges til NN, der passer godt på det, lyder det automatisk: "hvorfor gjorde klubben ikke det, mens de havde muligheden?" Mens hvis de sælger til et gabehoved, der bare lader lokomotivet forfalde, lyder det: "hvorfor solgte de til sådan en uansvarlig person?" For i begge tilfælde gælder nemlig: folk kan ikke bare glemme, at det var klubbens. Klubbens navn hænger ved i årevis og forsvinder ikke bare med et salg. Og da de fleste klubber naturligt nok prioterer deres ry og rygte, kan de ikke bare ignorere det. Risikoen for at blive sat i forbindelse med det er simpelthen for stor, uanset hvor uvedkommende sammenhængen så i øvrigt måtte være.

Det er er spørgsmål om mod til at stod ved sine holdninger. Har man erkendt at man ikke kan bevare det så er den ikke længere. Dem der påpeger et sådant "svigt" er nøjagtig lige så skyldige. Den med at "når man peger på andre, så er der tre fingre der peger tilbage på en selv" er ret god i denne sammenhæng.
Jeg tror (håber?) at du er forholdsvis alene om den holdning. Jeg kunne da ikke drømme om at dømme en tidligere ejer på et forlist projekt, omend (et tysk eksempel) hvis man vælger at sælge til den højstbydende på trods af at han åbenlyst har tænkt sig at stille lokomotivet (-erne! Falkenberg, hvis nogen skulle være i tvivl) udendørs til en langsom naturforanstaltet ophugning, så har man bekendt kulør: Penge over køretøjet.

Endelig: hvad sker der den dag NN ikke magter opgaven længere, eller den lille lukkede kreds ryger i totterne på hinanden? Hvor stor er chancen så for at nogen redder materiellet - og får lov til det?

Hvis vi netop får blødt op for den holdning med at jernbanemateriel "dør" hos dens 1. ejer i veteranregi, men faktisk skifter ejer efter tidernes skiftende behov så sker det vel. Det er en kulturændring, men skal alt nyt pr. definition være skidt?

Hvad angår begrebet seriøs ophugger så mente jeg en, der sørger for at overholde gældende love og regler, og som giver en fornuftig pris. Selv om man er kynisk, er der jo ingen grund til at involvere sig med de brådne kar i den branche heller.

Jeg antager du mener i forhold til f. eks. miljøbestemmelser? I så fald enig, men hvorfor overhovedet hugge op, når nogen gerne vil redde det?