Til gengæld har større og mere veletablerede foreninger så den fordel, at der er flere folk til at vurdere tingene - herunder også dem der ikke direkte har følelser og penge i klemme, og som derfor bedre kan vurdere tingenes rette tilstand.

Men jo der er da også klubber, hvis opførsel man må undre sig over. Den kuldsejlede Jernbaneklubben Amagerbanen er et godt eksempel. Satsede på en bane der i flere år havde været genstand for planer om omdannelse til bybane/sporvej/S-bane/metro og opbevarede sit materiel udendørs i en by, hvor hærværk er en konstant plage for alle, der bor her. Mens Nordsjællands Veterantog har en salgsliste så lang, at man uvilkårligt spekulerer på, om de overhoved havde en anskaffelsespolitik til at begynde med.

Omvendt kan en lille gruppe godt have heldet med sig, hvis de vel at mærke bærer sig fornuftigt ad. Omstigningsklubben i Skælskør er et godt eksempel. De startede i 1973 med en sporvogn og tre mand, der fra starten satsede på at få en remise til den og vel at mærke også fik den. Og at de nu 38 år senere er ved at være truet på livet skyldes udelukkende, at arealet de kører på er solgt til anden side.

Men de hører desværre til undtagelserne. I den modsatte vejgrøft finder vi klubben i Esbjerg, der ville bevare en MH, men hvor arrogance, unødig ophidselse, angreb på alle andre og decideret lukkethed stærkt medvirkede til dens fald. Alt imens den bemeldte MH stod udsat for vind og vejr og hærværk og slutteligt endte med ophugning.

Med venlige bevarende hilsner
Leif Jørgensen