I praksis stod vognen nok heller ikke til at redde; den tidligere ejer havde kategorisk nægtet overhovedet at forhandle om salg, og vognen havde henstået uden beskyttelse af nogen art i umindelige tider. Forfaldet kulminerede med, at taget - eller rettere resterne af det - faldt helt sammen, og så skred SJK til handling og lod den ophugge, efter som sagt at have tilbudt MHVJ brugbare dele. Det skal de ikke bebrejdes!

Jeg antager at du faktisk kender noget til sagen, men i samme stund vælger at ignorere fakta: Ved de restaureringer i nyere tid hvor materiellet i sagens natur har ventet i mere end 30 år på restaurering (kig f. eks. på RGGJ C 3 og 5), er der jo praktisk tale om rekonstruktioner, da mere end 80% ofte skiftes. Forskellen på at "restaurere" en vogn som C 20 og rekonstruere den er at man ved "restaureringen" piller den fra hinanden nænsom og således fanger de detaljer som tegninger (hvis de kan findes) ikke nødvendigvis viser. Enhver med kendskab til "jernbanearkæologi" ved også at tegninger og virkeligheden sjældent passer 100%. At man havde gemt C 20 til en "restaurering" ville have gjort den nye C 20 (for det ville det i realiteten være hvad enten der var en restaurering eller en rekonstruktion) langt mere tro mod originale.
Jeg kan sagtens følge jeres afslag, idet I jo ikke fik tilbudet om hele pakken, men jeg mener sagtens at man kan klandre det fjols der lod en sådan klausul står i kontrakten (jeg taler her om den tidligere ejer, så vidt jeg ved Bergreens søn)!

Man kunne indvende, at SJK burde have sørget for at dække vognen af, da de overtog den, men det er klart min opfattelse, at skaden var sket på det tidspunkt, og at det ville have været spildt arbejde.

Enig, det havde ikke hjulpet meget.

Og så er det i øvrigt altid så let at "kloge" over, hvad andre burde have gjort ...

Stadig enig, men såfremt dem der kloger var klar til at sætte handling bag ordene, så er det vel ikke at kloge?

Derimod må jeg med skam melde, at jeg altså ikke kan mobilisere ret megen fortvivlse over, at MH 374 blev ophugget - både Museumstog, DJK og SJK har MH'ere, så dette litra er faktisk ret godt repræsenteret (i særdeleshed når maskinens begrænsede anvendelighed tages i betragtning), og hvis nogen skulle få lyst til at gøre en praktisk indsats på en MH, kan man bare melde sig hos een af de nævnte organisationer!

Hold da op! "Pistolen for panden"-retorik. - Den havde jeg ikke set komme...
Til en fortsat skæbne som rustsamler kan jeg heller ikke begræde det, men til en aktiv fremtid kan jeg. Hvis vi nu antog at jeg brændte for Mh (sandheden kunne dårligt være længere væk, men det er dog veteranmateriel)skulle jeg altså til at komme i Randers (hvilket jeg gør) og måske (!) få lov at lave Mh, hvis det passede ind i planen, eller SJK hvor jeg skulle op til en kold pladehal i "udkantsdanmark" eller til Gedser hvor chancen for at få taget i hovedet er større end at komme dertil med offentlig transport? Hvis nu jeg kunne opnå bedre forhold et andet sted så ville jeg vælge det og dette ville kræve at vi enten havde vore egen Mh eller lejede en af de nævnte. Og helt ærligt: Ser du selv Museet eller DJK (Eller SJK som så skulle slippe en driftmaskine) leje en Mh ud til en gruppe der vil restaurere den? - Jeg gør ikke...

Det jeg i bund og grund anfægter er om DVF virkelig skal have lov til at sidde som en almægtig organisation og vedtage hvad der må "leve" og hvad der ikke må? Jeg mener klart nej! - Når DVF når frem til at en enhed kan skrottes mener jeg at en naturlig vej burde være et offentligt udbud (som her) inden ophugningen sættes i værk!