Benyttelsen af N 201-210

af Ole Lund Jensen, 23/9 2018, 17:38 (2256 dage siden)

Jeg har gennem nogen tid funderet over forskellige forhold vedrørende benyttelsen af N 201-210. Flere af skribenterne her i det historiske forum har sikkert bemærkninger eller svar til det meste.
1) Det er veldokumenteret både skriftligt og i billeder, at N-maskinerne i nogle år benyttedes i brunkulstogene Fasterholt-Brande-Silkeborg-Århus. Det nævnes flere steder, bl.a. i Steffen Dreslers ”Det’ en tysker” samt i Ole Edvard Mogensens artikel i ”Jernbanen” 2013/1, at også brunkulstogene Fasterholt-Brande-Bramming-Esbjerg i en periode fremførtes af N-maskiner, og hvis ikke jeg husker helt galt, har vi her på siden set maskinløb for disse kørsler. MEN jeg har hverken i litteraturen eller på Internettet set ét eneste billede af brunkulstogene til Esbjerg fremført af N-maskine. De billeder, jeg har set, viser alle en PR som trækkraft – indtil det blev diesel. Kan det virkeligt passe, at kørslerne med N-maskine Fasterholt-Esbjerg ikke er dokumenteret i billeder?
2) Kørslen med brunkulstog fremført af N-maskiner må gennem alle årene være sket på dispensation, eftersom N-maskiner ikke – normalt – måtte befare Bramming-Brande-Funder og Funder-Silkeborg-Skanderborg. Fra og med TIB af maj 1956 (og det er jo først der det overhovedet begynder at blive relevant) tillades brug af N-maskiner som hjælpemaskine med maks. 40 km/h på de nævnte strækninger.
3) Ud over deres faste ”stamstrækninger” måtte N-maskinerne jo også befare bl.a. Århus-Aalborg-Frederikshavn; men kom de nogensinde nord for Århus med andet end prøvetog til Langå og måske Randers og Aalborg? Ifølge ”Det’ en tysker” har der jo i en periode holdt en N-maskine som reservemaskine i Århus, ligesom maskinerne benyttet mellem Fredericia og Århus måske også kunne have dristet sig nord for Århus i enkelte tilfælde?
4) I en periode benyttedes der N-maskiner til kørsel med roetog til Tønder; men det erindrer jeg ikke at have set billeder af nogetsteds.
5) N-maskinerne har jo i enkelte køreplansperioder fremført ordinære persontog, hvilket bl.a. er diskuteret her. Heller ikke det erindrer jeg nogensinde at have set billeder af; men måske sådanne billeder alligevel findes?
6) I ”Det’ en tysker” samt også her og her står det nævnt, at det sidste plantog med damp hos DSB kørte 30. maj 1970 og fremførtes af N 207. Meeeen, det kan da vist ikke passe? Ud fra samtale med øjenvidner har det altid været min forståelse, at sidste planmæssige anvendelse af damp i ordinær togfremførsel hos DSB var E 987 i togene 2711 og 2740 den 15. maj 1970, og samme udlægning fremgår af Ole Edvard Mogensens artikel i ”Jernbanen” 2010/2. Der blev ganske vist hen over sommeren 1970 rangeret med damp i Fredericia, ligesom der også senere ved flere lejligheder er sket en ekstraordinær benyttelse af damp i DSB-plantog, bl.a. i september 1970 og igen i 1975. Og så har OHJ 38 også efterfølgende på DSB-strækning(er) udført kørsler med et trafikalt formål (snerydning); men det falder alt sammen uden for den egentlige afslutning af DSBs ordinære anvendelse af damp til strækningskørsel.

Med venlig hilsen

Ole Lund Jensen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak