Midlertidig Østerport Station = lovfæstet
Mjo, men man må formode at der kan have været forskel på om jernbanestationen (det samlede stationsanlæg) midlertidigt kun førtes frem til Østerbrogades nordre side (og derfor senere kunne udvides), eller om samme stations ekspeditionsbygning anlagdes på en midlertidig måde.
Som jeg læser tekstuddraget fra loven, drejer den sig om stationsanlægget, ikke om ekspeditionsbygningen.
Kære Erik Olsen
Rart at se dig kommentere mit indlæg. Jeg havde forventet at se en korrektion af min slafjel ”Christina den Niende” som rettelig burde være ”Christian den Niende”. Men enten har du overset den slafjel eller også er du faldet af på den her på det sidste
Her er lidt mere dokumentation for Østerbro stations midlertidighed:
På side 59 i ”Kystbanen 1897 – 1972” skriver Peer Thomassen følgende: ”Anlægsomkostningerne for en midlertidig Østerbro station, dobbeltspor til Hellerup, enkeltspor Østerbro-hovedbanegården samt enkelt forbindelsesspor Lyngbyvej-Hellerup blev anslået til 2.835.ooo kr. Hvis en definitiv Østerbro station straks skulle anlægges, var overslagsomkostningerne 3.970.000 kr., men hvis den definitive station først skulle anlægges senere, dvs. når krigsministeriet gav slip på Citadellets arealer tilkom en beløb på 1.675.000 kr. til ombygninger og omlægninger”, citat slut. Der henvises til note 4 ligesom kursiverne er fremhævet af Peer Thomassen.
På side 60 i samme bog skriver Peer Thomassen: ”Arkitekt Wenck kunne derfor boltre sig med bindingsværk og alskens trækonstruktioner, når bygningen måske om en halv snes år skulle nedrives og en ny opføres på den anden side af gaden! Den gang håbede man på, at boulevardbanen skulle blive en realitet indenfor 10 år”, citat slut.
Når så dygtige og vidende forfattere som Peer Thomassen og John Poulsen i deres bøger skriver at Østerbro/Østerport Station er midlertidig er jeg ikke i tvivl om deres udsagn. Specielt fordi begge skribenter henviser til bagvedliggende noter for deres udsagn. Jeg orker ikke at gennemgå disse noter da jeg har fuld tiltro til korrektheden bag udsagnene. Udover noterne angivet hhv. i ”Kystbanen 1897 – 1972” og ”Byens Baner” er der 9 linjer med henvisninger til lov nr. 83 af 8. maj 1894 (f.eks. Rigsdagstidende, Landstingtidende og Folketingstidende).
Jeg betragter Jernbanehistorisk forum som et sted hvor eksakt, præcis, konkret, dokumenteret viden bibringer det pågældende emne yderligere dybde, viden og information. Når du begynder at formode eller fortolke lovens bogstav er det ikke dette forum værdigt. Kom med nogle helt konkrete, dokumenterede oplysninger der underbygger din tvivl om hvorvidt Østerbro station ikke blev bygget som en midlertidig station. Indtil da må jeg betragte dine kommentarer som et slag i luften.
Med midlertidig hilsen
Olesen