Nærbanen til Arden (Trafikpolitik)
For at gøre problematikken endnu mere indviklet, foreslår Mariagerfjords borgmester i dagens udgave af Nordjyske, at Aalborg Nærbane forlænges til Arden og at kommunen er villig til i samarbejde med staten at bekoste et sidespor i Arden. Hermed sikres tilfredsstillende betjening af Arden mod Aalborg. Borgmesteren er dog modstander af den naturlige løsning, nemlig en forlængelse til Hobro, med den begrundelse at det kunne få DSB til også at droppe Hobro, som standsningssted for IC togene. I og med at Nordjyske jernbaner overtager regionaltrafikken i Nordjylland fra 2016 vil det være naturligt, at Hobro, som den sydligste by i regionen også kom med. Nu er det ikke DSB, der bestemmer, hvor der skal køres og stoppes. Det indgår i den kontrakt som staten indgår med operatøren. Hvis det her fastslås, at Hobro skal være stop på ic-nettet, så vil Hobro være oplagt som slutpunkt for nærbanen og sikre, at den kunne være skiftestation for den sydgående trafik for alle stationer mellem Aalborg og Hobro. Hvis banen kun forlænges til Arden vil beboerne herfra mod syd, skulle en omvej over Skørping/Støvring eller hvad det nu ender med. I øvrigt ville man spare et nyt sidespor i Arden, da Hobro let kan stille spor 1 til rådighed for nærbanen.