På tur med MR som ENGLÆNDEREN (Jernbanen i dag)
Det foregik med et nok så glemt koncept, hvor litra MR/MRD var hovedaktøren, nemlig DFDS bådtoget ”Englænderen” mellem København og Esbjerg og omvendt. Det hele med 1. klasses afdeling og servering fra trillebar ombord og engelsksprogede tekster på alle skilte i vognene. Denne del af MR/MRD historie synes lidt glemt. Så vidt jeg husker, var det et helt og holdent DFDS koncept (betaler) hvor DSB ”kun” lagde materiel og personale tilrådighed. ”Englænderen” kørte faktisk i en mere eller mindre ”lyntogsplan” med få stop og blev overført med færgen. Så det var faktisk et godt og hurtigt alternativ for ”Go West”.
Et andet "koncept" i relation til Bådtoget Englænderen var øst-vendt ("Go East") og var skruet nogenlunde sådan sammen:
I min tid i passagerfunktionen i driftsområde Esbjerg 1986-1990 havde vi noteret os, at Bådtoget Englænderen kun kørte på dage med skibsforbindelse. Men der forekom ofte planlagte ændringer, der gjorde, at toget faktisk kørte Esbjerg-København på dage uden skibsforbindelse og der var derfor masser af ledige pladser.
Vi skruede derfor et tilbagevendende koncept sammen, der bestod af togrejse Esbjerg-København i (det næsten tomme) Bådtoget Englænderen, Esbjerg afgang kl. 14.40, København H ankomst kl. 18.59 + entrebillet til en eller anden popkoncert i København + togbillet København-Esbjerg, hvor vi fik en "flex-vogn" og ekstra liggevogn sat bag på nattoget København-Esbjerg, København afgang kl. 0.15 (efter hukommelsen). Flexvognen var så indrettet som discotek med ægte bar, discjockey og dansegulv.
Pakkerejsen blev solgt som "læserrejse" i samarbejde med en af ugeaviserne i Esbjerg og vores markedsføringsomkostninger var derfor minimale.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen