Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

På tur med MR (Jernbanen i dag)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 21/3 2012, 10:27 (4677 dage siden) @ Georg Schmidt

Hej Georg

Jeg er helt enig i din hyldest til MR-toget - det er noget af det mest driftsikre motormateriel, som DSB nogensinde har haft.
(For at citere L:Ron Harald: "Tysk mekanik det æ nau vi ka' li'").
Luftaffjedringen og de affjedrede sæder gør turen til en helt anderledes komfortabel oplevelse end i LINT og Desiro - der så til gengæld har andre fordele.
MR tager stadig det store slæb i samfundets tjeneste, også her på Vendsysselbanen (hvor belægningen ofte er over 100%) og bringer hver dag mig og mange andre i skole/på arbejde i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg.
På nogle afgange, bl.a. kl. 07.06 fra Fh, er belægningen ofte 110-120% allerede ved afgang fra Fh, men kun ca. 70-80 % efter Hj - og andre gange tilsvarende mellem Hj og Ab - men uanset hvor meget overlæs, der har været på MR-toget, så brummer det blot lystigt deruad.
Da jeg tager turen hele vejen fra Fh til Ab (og retur) kunne jeg godt savne strømstik til den bærbare.
Og så er det lidt ærgerligt, at de forsøg med andre motor- og geartyper, der har været udført i årenes løb, endnu ikke har ført til et bedre alternativ til den hydrauliske transmission, som eventuelt havde en højere virkningsgrad, og til en anden motortype, som bedre lever op til TIER/EURO-kravene.
Hvis jernbanetransport fortsat skal fremstå som et mindre miljøskadeligt alternativ til gummihjulstransport, så tynger MR-togenes temmelig "dårlige ånde" desværre det ferroviale miljøregnskab.
Med nye motorer og eventuelt mere effektiv transmission ville MR-togene sikkert kunne holdes på skinnerne endnu længere.

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak