Steffen Dresler rejste oprindeligt det interessante spørgsmål: Hvorfor sagde Danmark i 1921 ”nej tak” til kvit og frit at modtage det tyske rullende materiel, som vi havde ret til ifølge Versailles-traktatens artikel 371?

Og det korte svar er, at DSB ikke havde brug for det.

Men nu læser jeg i Ole Nørregaard Pedersens bog ”Operation Genforening”, at DSBs generaldirektør den 31. januar 1919 pålagde distrikterne at undersøge blandt andet behovet for rullende materiel, hvis Danmarks grænse blev flyttet til sin nuværende placering.

Distrikterne svarede den 14. februar, at der - med indskrænket toggang på søn- og helligdage - ville være behov for 40 toglokomotiver, 8 rangerlokomotiver, 140 personvogne og 1000 godsvogne til at opretholde driften i Sønderjylland. Og dette materiel måtte ”i al væsentlighed tilvejebringes gennem nyanskaffelser”!

DSB ændrede åbenbart holdning på mindre end to år, for den 21. januar 1921 erklærede maskinchef Floor i Berlin, at vi havde tilstrækkeligt rullende materiel til at varetage driften i Sønderjylland.

Hvad var baggrunden for denne revurdering? Gik trafikken i det øvrige Danmark så meget ned, at der blev frigjort tilstrækkeligt materiel - eller kom der en politisk ordre om, at DSB måtte omprioritere og prøve at klare sig, som man bedst kunne? Eller måske noget tredje? Selvfølgelig fik DSB nyt materiel i løbet af 20'erne, men ansvaret for driften i Sønderjylland blev som bekendt overtaget fra dag til dag - nærmere bestemt natten mellem den 16. og 17. juni 1920.