Næh, DSB 'føler' ikke noget i den slags sager (og det var heller ikke det jeg skrev); DSB var praktisk anlagt, men Danmark 'følte', hvilket klart fremgår af maskindirektør Floors taleseddel til konferencen, som ses nedenfor. Det var Floor, der repræsenterede den danske regering/Danmark på konferencen: "A.Floor. The Danish Delegate to the Commission for the Repartition of German Rolling Stock" står der i brevhovederne på brevene i Rigsarkivet.

Mogens Duus har fået en kopi af talesalen og andet materiale om sagen, så jeg antager, at han vil grave videre og naturligvis benytte andre kilder, herunder hvad der måtte være i Udenrigsministeriets arkiv.

At DSB af drifts- og vedligeholdelsestekniske årsager ikke skulle have ønsket at overtage det tyske materiel, mener jeg fortsat er meget plausibelt al den stund, at Maskinafdelingen blot tre år senere (i 1923) afviser et tilbud på indkøb af noget tysk vognmateriel fra de store overskudslagre, som den tyske industri opbyggede efter Verdenskrigen. Afvisningen sker netop med standardiseringsønsker som begrundelse, og den linje følger DSB da også helt frem til 2. Verdenskrig, ikke mindst da man i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne lader Scandie bygge vognmateriel efter tysk mønster, men med danske normer og med danske reservedele. Den eneste anskaffelse af tysk materiel er vel 'mobiliseringsindkøbet' af brugte godvogne fra de danske privatbaner omkring 1940.

Hvad der derudover er foregået af udenrigspolitiske drøftelser på gangene på Christiansborg, er det ikke sikkert, der er bevaret detaljerede oplysninger om, men DSB's holdning kan da sagtes have passet fint med politikernes ønsker om f.eks. at 'virke neutrale' overfor omverdenen.

Men nuvel, indtil Mogens' forskning er afsluttet, er vi med vore gisninger næppe de rette til at sætte spørgsmålet i perspektiv, men det skal det jo nok blive.

Vh
Morten

P.S.
Jeg forstår i øvrigt godt, hvis DSB ikke har ønsket at agere brugttogsforhandler, som det antydes med henvisning til Vejle-Give banens overtagelse. Man risikerede jo ret beset at brænde inde med noget materiel, som man ikke kunne få solgt til de danske privatbaner. Men okay, men kunne selvfølgelig så have solgt det til Tyskland.

Det var ikke i Rigsdagen at den udenrigspolikken blev skabt, men i Udenrigsministeriet. Det kan sagtens være at snakken på Christiansborg har været anderledes.

Det væsentligste i det i øvrigt fine fund af det officielle danske standpunkt er de nederste linjer, hvor der jo står at Danmark insisterer på ikke at overtage materiellet - det gør man altså kun hvis det er principielt vigtigt ikke at modtage det. Og det tyder i min optik kraftigt på at andre hensyn skulle tilgodeses, f.eks. en neutralitetshævdelse overfor Tyskland.