Spændende sager i signalposter (Generelt)
Jeg har i hvert fald flere gange oplevet, at føreren i en énmandsbetjent solokørende daddelæske på OHJ kom farende ned gennem vognen og billetterede under kørsel mellem stationerne. Det må have været i slutningen af 60'erne, måske begyndelsen af 70'erne, og det kunne ske på sene aftenafgange - ellers var togene så vidt jeg husker ikke enmandsbetjente dengang. Det hændte formodentlig ikke hvor som helst på strækningen, og føreren har jo kendt afstanden til næste overskæring. Men i hvert fald én gang var vi da et par stykker, der grinede lidt af, at "nu må han hellere se at komme op i cockpittet igen, ellers når han sgu ikke at lande i Gislinge ..."!
Jeg var teenager den gang og tænkte ikke over, at proceduren måske ikke var helt efter bogen. Og det gjorde de andre passagerer åbenbart heller ikke.