Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Fiasko for godstog i Danmark (Generelt)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 6/6 2011, 02:36 (4918 dage siden) @ Per Hauberg
redigeret af Carsten B. Thomsen, 6/6 2011, 02:47

Dem, der kunne gøre noget for at fremme transport pr. jernbane (ved ganske enkelt at benytte sig af den) gør - ingenting!
Og "sjovt" nok har mange af Danmarks største produktionsvirksomheder valgt at slå sig ned laaaaangt væk fra nærmeste jernbanespor (f.eks. LEGO og Danfoss) - her er huslejen selvsagt lav, den fattige kommune er yderst samarbejdsvillig, og den lokale konkurrence om arbejdskraften er lille, sådan at medarbejderne derfor gerne vil (eller kan blive nødt til at) nøjes med overenskomstmæssig mindsteløn, osv., osv. Det er der slet ikke noget galt i - hvad værre er bare, at transport af alle varer til og fra virksomheden sker på ryggen af en lastbil (måske endda på tyske nummerplader og med ukrainske chauffører bag rattet).

F.eks. ligger en meget kendt pumpefabrik i Bjerringbro ret op ad et trafikeret jernbanespor - men pralede af at modtage adskillige lastbillæs materialer hver dag, for at holde produktionen kørende (Just In Time princippet), hvilket for ca. 20 år siden, hvor jeg besøgte virksomheden, udgjorde ca. 60 tons om dagen. Dvs. hvad der ville kunne ligge på én (!) godsvogn.
Og man pralede dengang også af at føre "Grønt Regnskab", som dog ikke rækker ud over dét, der sker på selve virksomheden, indenfor dennes fire vægge. Det handlede f.eks. om at der er rent og pænt, at eventuelle giftige dampe blev blæst ud i det fri, at der sad energisparepærer (dvs. lysstofrør) i lamperne, at elmotorer var lavenergiudgaver, og at der stod krukker med store grønne planter rundt omkring i produktionen.
At det var osende lastbiler, der bragte varer dertil, og stod klar til at transportere varer derfra, var jo naturligvis en helt anden sag, som ikke kom med i regnskabet, da dette jo er noget, der foregår udenfor virksomhedens fire vægge - og sikkert også ville underminere det "grønne" image, men til gengæld ville kunne udpege det sted i hele kæden, hvor der virkelig ville være noget "grønt" at hente, men hvor det bare ikke er virksomheden selv eller dens medarbejdere, der drager fordel af det, men derimod miljøet, beboere langs vejene og i det hele taget alle andre udenfor virksomhedens fire vægge.
Men lur mig om en sådan udvisning af samfundssind i forbrugernes øjne generelt vil kunne retfærdiggøre en højere pris, og om selvsamme forbruger ville være villig til at betale ekstra for noget, som ikke direkte har noget med varen eller dennes kvalitets/prisforhold at gøre.

Liberalisering og fri konkurrence går naturligvis altid efter laveste fællesnævner, og dér har miljøhensyn og samfundssind ingen plads, men derimod kun cost/benefit og benhård kalkule i "bedste" (værste!) DJØF-stil.

Om jeg selv vil betale ekstra for en vare, hvis den transporteres mere miljøvenligt ?
Det gør jeg allerede i forvejen, ved at købe danske varer - de har jo ikke været en tur rundt om Jorden, inden den havner i køledisken.
Men det kræver, at jeg må cykle rundt mellem mindst 5 forskellige butikker, for at undgå Cornflakes, ost og smør fra Tyskland, kødpålæg fra Polen, oksesteg fra Argentina, kartofler fra Egypten, gulerødder fra Sicilien, etc.
Hvorfor gå over åen efter basisvarer, når vi lever i et af verdens mest effektivt producerende landbrugslande, og når prisen på tilsvarende dansk producerede varer er den samme ?.
Eneste detailvirksomhed, som jeg kan komme i tanker om, som har vist et tilsvarende samfundssind og som i stor stil har benyttet sig af skinnebåret transport, er FDB/COOP. Men her må (jernbane-)historikerne måske kunne svare på, om det var stærkt stigende fragttakster, der blev dødsstødet for den skinnebårne transport, eller hvad (?).
Et faktum er i hvert fald, at lastbiltransporten stod klar til at tage over - og tilsat det faktum, at 1 chauffør transporterer 1 container (med en 560 HK Scania, som kører ned til 700 meter på en liter diesel!) kontra 1 lokofører som transporterer 40 containere (med betydeligt færre HK pr. enhed - og dermed også mindre forbrug pr. tonkilometer), naturligvis genererer en masse arbejdspladser til ukrainske chauffører, hvilket måske også er en måde at vise samfundssind på - men bestemt ikke miljøsind!
Lad os hellere få nogle flere sidespor, så "volumengodset" kan læsses direkte i jernbanevogne og dermed transporteres mere miljøvenligt, sådan at lastbilerne i stedet kan bruges til dét, de er gode til, f.eks. distribution, servicefunktioner i samfundet (f.eks. renovation, brandslukning, etc.) og transport af letfordærvelige varer.
Som det er nu, så ville de fleste sikkert tage sig til hovedet, hvis de vidste hvad der ages rundt med ude på landevejen - f.eks. varer, som ikke ligefrem tager skade af nogle ekstra timers transporttid, f.eks. coils med dåseblik, ruller med bolsjepapir, og lignende.
Dog vil flere sidespor og konkurrencedygtige fragttakster nok være en politisk beslutning, og på europæisk plan rumler EU med nogle idéer og pæne hensigtserklæringer om fremme af mere klima- og miljøvenlig transport, alt imens at virkeligheden udenfor vores vinduer dog er en helt anden...


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak