Da IC-togene var røde og man sejlede over Storebælt (Generelt)
Pudsigt at det ikke også var FÆRGEN Margrethe II der røg mest !
Når jeg læser denne tråd, kommer jeg til at tænke på ASA THOR, når vi trak godstog i land og den nogle gange lignede en færge der var ved at kæntrei lejet, mens den norske (eller færøske) styrmand råbte noget der mindede om "langsomt" over radioen.
Det var ikke altid balancepumperne kunne følge med.
Mon nogen har fået fotograferet ASA THOR med sådan en krængning ?Der var nu noget særligt ved sådan en færgehavn.
Ja, der var noget helt særligt over sådan en færgehavn. Jeg kunne bruge timer på bare at stå og følge med i sceneriet i både Nyborg og Korsør færgehavn... total nørdet!!
Noget lidt andet og for mig lige så spændende var Halsskov-Knudshoved overfarten. Jeg kan tydelig huske bilturene over Fyn og Sjælland mod færgehavnen i 80'erne før man overhovedet havde sat spaden i jorden for at bygge broen. Specielt når man nærmede sig Halsskov havde man fra bakketoppen ved Korsør-afkørslen på motorvejen et udsigt over færgehavnen og så kunne man se hvilken færge der var i havn. Var det de store tre-dækkere "Arveprins Knud" og "Romsø", der lå ude i tredækkerlejet eller var det de mindre "Halsskov", "Knudshoved" eller "Sprogø".
Så betalte man i billetlugen og fik angivet en bane man skulle køre ud i. Her kunne man så få fyldt bilen med en af de her små Shell benzinvogne der vimsede rundt mellem bilerne. Pludselig lød det så at række 2, 3, 4 og 5 skulle gøre sig klar til ombordkørsel om få minutter. Næste spændende element var så om man skulle på øvre eller nedrevogndæk. Når bilen så var parkeret ombord skulle man op til Storebæltskaffen og mågeskrig på soldækket. Jeg kan endnu huske den karakteristiske lyd af den lufttrykskontakt der åbende døren til trappeopgangen fra fra vogndækket og lyden af mange trampende fødder på vej op.
Når færgen var klar til afgang skulle jeg altid ud på soldækket for at nyde den herlige lyd fra maskineriet, når færgerne bulrende satte igang og ikke mindst den herlige rysten når de svajede.
Så var det ellers bare at nyde den hektiske færgetrafik på bæltet på vej over og pludselig var "færgen i havn om å minutter". Så var det ellers ned i bilen og igen og holdt man på øverste vogndæk blev man ledt af af små lysreguleringer der var monteret over bilerne. Og så var det ellers ud på motorvejen igen.... det var nu hyggeligt!!!!