Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Danmark fremad – Infrastrukturplan 2035 (Trafikpolitik)

af Frank Poulsen, 9/4 2021, 07:36 (1322 dage siden) @ Niels Bak

Jeg synes heller ikke ambitionsniveauet er imponerende.
Som sagt er der ikke meget nyt, men der er dog en del af de kendte projekter, som med udspillet nu bliver finansierede. Vigtigst Ring Syd og så Ringsted. Ikke nogen overraskelse, men ikke desto mindre vigtigt, og også at det sker snart.
Men ellers er det mest aflysninger, der falder i øjnene: Billundbanen (godt det samme, men alligevel) og ikke mindst elektrificering nord for Ålborg og til Struer. Især det første er skidt, hvis der skal være nogen som helst perspektiver om en effektiv godsdrift, og vi har oven i købet forpligtet os til det over for EU.
Noget som helst mere ambitiøst mangler til gengæld helt (ud over at Kattegat skal undersøges i en separat proces), hvor der ikke engang er undersøgelser af mere visionære projekter som fx den supplerende S-togstunnel med. Det er som om man tror, at omstillingen til metrodrift med et snuptag løser alle problemer. Når det gælder S-tog til Roskilde og Helsingør, så er der argumenter for og imod, men noget afgørende løft er det altså ikke. Heller ikke kapaciteten mod Sverige er nævnt.
Og så mangler lokalbanerne også næsten helt - både de aktuelle problemer med finansiering af sporudskiftninger og en bedre sammenhæng med den øvrige jernbanedrift. (undtagelsen er Hillerød Station, som er med)

Ja helt enig. Det er kun ting der har været talt om i mange år, og som nogle tror er besluttet. Men det siger jo lidt om den politiske proces. Der kommer ikke bare nye spændende projekter ind over natten. Desværre.

Jeg så jo gerne man gjorde mere. Dobbeltspor Køge - Køge Nord er med som forundersøgelse... Men jeg tænker bare, som forundersøgelse... Og forliget planlægges at gå til 2035... Hvis kun forundersøgelse finansieres så sker der altså ikke noget i 15 år... eller hvordan skal det forstås?

Men nye projekter... De snakkede om Kalundborg og Fehmern og igen forundersøgelse af motorvej Næstved - Slagelse - Kalundborg... Her, som jeg før har været inde på, mener jeg jo man kunne forbedre den kollektive transport enormt med nogle små banestykker og køre et system der hedder Nykøbing Falster - Kalundborg. En sløjfe fra nord for Glumsø over til øst for Sorø, og så op af lokalbanen til Høng og derfra videre op til øst for Kalundborg. Det vil give en meget bedre forbindelse Næstved - Slagelse - Kalundborg end busserne leverer. Og vil virkelig rykke noget nyt med en tværforbindelse på den måde. Rejseplanen siger i dag 1 time og 58 min fra Næstved til Slagelse! Min vurdering er at man vil ca. kunne halvere den tid! Det ville være et nyt initiativ der kom med hvis man valgte sådan noget. Og med pengene sparet fra Billund banen så... Men den politiske proces er bare alt for lang på sådanne ting. Men hvis vejen syd om Ringsted vælges, så skal man jo "bare" koble sig på den... Det optimale ville selvfølgelig være at man gjorde det noget sydligere og kom på noget tættere på Sorø, men afstanden af ny bane ville blive så meget længere. Og nogle få min. Derudover drejer det sig om 20 km ny bane, som jeg tænker enkeltsporet, måske med krydsning i Gørlev som ville få et stop igen. Skal jo ikke være massiv trafik på denne bane. Og hvis man så bruger batteritog til det system, der lader under el-ledninger, så skal det heller ikke elektrificeres. Jeg ser ikke den store udgift kontra så meget andet. Men en kæmpe betydning for tværtrafikken på Sjælland. Og også en strækning hvor banen ville vinde over bilismen, fordi der ingen motorvej er den vej.

Derudover kunne man etablere dobbeltspor Odense - Ringe. Så Svendborgbanen blev mere stabil!

De 2 BRT linjer man arbejder med i Kbh, kunne være Letbane og øget komfort.

Der kunne planlægges udvidelser i Odense og Århus.

Disse 2 byer vil dog være uden for mit område og ikke noget jeg har nærkendskab til behov osv. Der er sikkert flere ting man kunne forbedre rundt om i landet. Små sløjfer her og der osv.

En ting der dog undrer mig meget, er fremrykningen af dobbeltsporet Nykøbing Falster - Rødby... Hvad i alverden skulle det gavne at fremrykke det? Der er jo først brug for det når Fehmern åbner. Nogen der har et bud på hvorfor dette forslag?


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak