Avatar

Oksbøl - Oksbybanen

af Morten Flindt Larsen, København K, 16/10 2020, 14:03 (1503 dage siden) @ Niels Munch

Kære Steff,

Dette foto findes på arkiv.dk:

[image]Flygtningelejren, jernbane. Oksbøl havde i denne periode en ekstra jernbanestation - "Oksbøl Nord" beliggende ca. 800 m nord for Oksbøl Station. Billedet er fotograferet mod nord-nord-øst hvor Borrevej krydser jernbanen 200 m nord-øst for kirken. Billedet siges at vise en et tog fyldt med flygtninge på vej hjemad. Bemærk, at der er tre lokomotiver i brug.
Dateringsnote: 1945-1949. Fotograf: Ukendt. Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv - Nummer: B108095 (klikbart billede).

Billedteksten er som sædvanlig arkivets. Toget består af Røde Kors mærkede tyske vogne og fremføres tydeligvis af 2 VNJ Henschel-lokomotiver. Skydelokomotivet kan ikke identificeres. Billedet er - som anført i billedteksten - sandsynligvis optaget i f.m. flygtningenes hjemrejse.

Hejsa Niels,

Bemeldte "Oksbøl Nord" station må være Baunhøj Sidespor, som var et privat sidespor anlagt for Værnemagten i 1941 og i 1945 overgået til Forsvarsministeriet. Vejen i billedets forgrund er ganske rigtigt Borrevej, men jeg tvivler stærkt på, at billedet viser "et tog fyldt med flygtninge på vej hjemad". Dels er der ikke en eneste flygtning at se på billedet, alle vognenes vinduer er lukkede, og dels benyttedes der ved hjemtransporter fra andre flygtningelejre danske personvogne ("rystevogne" og bogiekupévogn). Vognene på billedet er tyske lazaretvogne og forsynet med Røde Kors mærker på taget for at undgå beskydning fra luften. Vognene har næppe kørt rundt nede i Tyskland i 3-4 år med dén udsmykning, så billedet viser snarere et tomt lazarettogs bortkørsel fra Baunhøj i 1945, efter at det har afleveret sin last af flygtninge ved lejren. Men det er naturligvis mere spændende, hvis man kan bilde folk ind, at billedet "sandsynligvis" er optaget i forbindelse med flygtningenes hjemrejse. Dette taler sandsynligheden dog efter min mening ikke for jf. ovenstående.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Billige jernbane T-shirts

Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak