Oksbøl - Oksbybanen
Kære NielsJ_Esbjerg
Med hensyn til de to viste billeder med tipvognsspor og et af dem med normalspor, må jeg absolut støtte både MFL og NM i, at billederne IKKE er fra Vogelnest-området overhovedet.
Jeg har set begge billeder før, første gang i ”Nordlejren” hvor jeg boede som elev på Panserskolen (flygtningelejrens gamle infirmeri, senere vandrehjem) hvor de hang på chefsgangen ved Kommandokontoret og anden gang i.f.m. at fremskaffe billeder til en bog i det daværende museum i bunkeren. Begge med tekster om at være taget i.f.m. flygtningelejren efter krigen.
Det billede med aflæsning af tørv fra Q vogne er højst sandsynligt fotograferet omkring ”BAUN” eller Baunehøj rangerområdet i N-enden af Oksbøl station. Det er jo det eneste sted at smal- og normalspor mødes.
Det andet billede er fotograferet inde i selve lejren. Jeg kan dog slet ikke fastslå hvor, da alle barakkerne (benævnt ”Blokke”) var ens standard typer placeret i rydningerne i Ål plantage syd for Præstesøen.
Det skal bemærkes, som der også bliver nævnt, at der er børn og kvinder på billedet, hvilket der IKKE var ude i stillingsområderne. Der var russiske krigsfanger og ca. 150 danske arbejdere og ca. samme antal tyske marinesoldater som vagtpersonel. Den tyske flygtningelejr derimod, var hovedsagelig befolket af i tusindvis af kvinder, nogle med børn samt ældre, der ikke var eget/udtaget til tysk krigstjeneste (Volkssturm). Og netop kvinderne knoklede for at få hele det interne i lejren til at virke.
Sluttelig en bemærkning til pålidelighed i.f.m. oplysninger fra Lokalarkivet. Der var to på lokalarkivet der vidste mere end ”mener det er” viden om byggeriet i Oksby”, nemlig Ibsen (leder af lokalhistorisk museum) og den senere leder af det lille bunkermuseum derude. De kunne og gjorde hvad der var muligt at stedfæste billederne så godt som muligt. Men detaljer på billederne måtte andre tage sig af. Sidstnævnte sendte mig senere billeder (til brug for N&T bogen) samt kopier af tyske planlægningsstatus dokumenter fra området.
Fandt lige på hylden en udgivelse (godt nok på tysk) der hedder:
”Der Atlantikwall, von Nymindegab bis Skallingen, Vibeke B. Ebert, Blåvandshug Egnsmuseum 1992, ISBN 87-980646-7-3.
Deri historien med billeder og tegninger.
Med venlig hilsen
Steffen Desler
NB: Der må vel i VNJ arkiver – hvis eksisterende – være optegnelser med tog for OKSBY på normalsporet. Disse blev jo kørt af VNJ med bl.a. indlejede DSB litra G II maskiner.