Ved du noget om ulykken? OT Smøreolielager
Go´formiddag
Med hensyn til smøreolier ved jeg at ESSO i sin tid havde et kæmpestort ”Smøreolieblanderi” på Prøvestenen.
Smøreolien (grundolien) kom fra tankskibene (produkt tankere) og blev så pumpet op i nogle gevaldige store åbne runde kar og opvarmet. Det LUGTEDE/STANK sødt og fælt (kvalmt). Heri blev så de forskellige additiver tilsat, der ind til brug var opbevaret i 1/1, ½ eller ¼ tromler (flydende eller pulver).
Som jeg husker det, blev noget hældt på tromler igen, mens en stor del blev pumpet op i jernbane tankvogne, der stod udenfor og sendt til????? Men det må have været et eller to store depoter vest for Storebælt, hvor det så må have blevet omhældt på tromler og distribueret med lastvogn, men mindre altså, at en kunde skulle have en jernbanetankvogn med smøreolie af en eller anden kategori. Men det var jo i slutningen af 1960´erne. Men ideen må jo være ”opfundet” og anvendt meget, meget før.
Så for mig ser det aldeles logisk ud, at depotet i Avernakke har været distributør af smøreolier i tromler eller større ladninger i lastbiltankvogne som på billedet. Og derfor passer det også med, at en tankvogn kunne have indregistreringsplader på bilen fra et sted, selvom kunden lå et helt andet sted (politi indregistrerings mæssigt) indenfor det pågældendes depots kunde-, ansvars- og forsyningsområde.
Jeg ved positivt at BP smøreolier (tromler) blev kørt (lastbil eller sættevogn) fra Prøvestenen til kunder, BP depoter, BP ejede tankstationer og erhverv, på Sjælland Lolland-Falster. Skal hilse og sige, at en fyldt heltromle ikke sådan lige er til at flytte rundt på, men hvordan den kom ned fra ladet kan jeg ikke lige huske!
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
NB: På daværende tidspunkt i 60´erne (og i 50´erne?) var depot strukturen så udbredt blandt de store oliefirmaer, at produkter i tønder blev ”bilet” til kunden og ikke mere pr. jernbane.
Hejsa,
Jeg kan tilføje, at tromlerne vejede lidt over 200 kg og at de vistnok som regel blev rullet op og ned fra ladet på et par "brædder" (slidske). Frem til 2. Verdenskrig blev også en del benzin og diesel transporteret i tromler til modtageren, der så selv omtappede varerne. Nogle få mindre firmaer importerede endda benzin på tromler, eksempelvis på Svovlsyrefabrikkens landingsbro ved Kastrup (Syrevej station), hvor tromlerne blev kørt i land fra skibet på fabrikkens smalsporsbane. Det var dengang benzinbranchen var det rene wild west. Efter krigen modtog storkunder, fx industrien, både gasolie og smøreolie i jernbanetankvogne.