Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

2. spor Padborg-Tinglev (Trafikpolitik)

af LarsJels, Jels, 13/5 2020, 08:47 (1657 dage siden) @ Peter Christensen

Hej

Behovet for denne udbygning er blevet diskuteret længere oppe og i tidligere tråde, og jeg er blevet belært om, at der ikke er noget reelt behov. Det er dejligt, at forummets deltagere er så meget klogere end politikere og erhvervsliv ;-)

Nuvel, jeg har bare med egne øjne set godstog holde og afvente passerende persontog og siddet i et persontog, der holder og venter, så en eller anden form for flaskehals er det da. Den enkeltsporede strækning er også sårbar for godstrafikken, hvis der opstår akutte problemer, hvor det bliver spærret. Selv om en del af godstrafikken vil blive flyttet over til Fehmern-forbindelse, vil der stadig i fremtiden være godstrafik fra Tyskland til Jylland/Fyn, forhåbentlig da mere. Hvis de fem overkørsler bliver "bygget væk", vil det også øge sikkerheden. Så der vil være en række fordele ved udbygningsprojektet.

Da en lignende udbygning blev lavet mellem Vamdrup og Vojens blev lavet for nogle år siden, var der ikke tale om totalspærring i lang tid, men koncentreret til nogle uger i to somre (som jeg husker det), hvor godstrafikken blev omdirigeret over Bramming-Tønder-Nibøl.

Mht. persontrafik er der aktuelt kun 2-timers frekvens til Flensborg, og det hævdes, at det er fordi behovet ikke er større. Man kunne også vende det om og fremføre, at efterspørgslen ikke er større, fordi der kun tilbydes 2-timers drift. Med timesdrift til Flensborg og derfra forbindelse videre til Hamborg, vil jernbane-tilbuddet netop blive mere "lækker". Jeg kan i hvert tilfælde konstatere, at der holder mange biler med danske plader på P-pladsen ved stationen i Flensborg, også nogle gange vores, netop fordi forbindelsen fra Sønderjylland og sydpå er så dårlig.

Med venlig hilsen
Lars


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Svenska-lok
Billige jernbane T-shirts

Veterantog kalender

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak