O-maskine i Hellerup

af Steffen Dresler, 30/7 2018, 14:59 (2385 dage siden) @ Dampfmeisteren
redigeret af Steffen Dresler, 30/7 2018, 15:33

Regler for togenes belastning (sådan meget, meget generelt!!!)

I ”Tjenestekøreplanens Indledende Bemærkninger” (TIB af 3. JUN 1956) er der fra § 16 i Sikkerhedsreglementet (SR)) anført en del undtagelser og bemærkninger til emnet ”Belastning”.

Generelt betyder en angivet belastning, at toget fremføres på den påregnede tid jf. Tjenestekøreplanen (TK), er belastningen lavere kan der normalt hentes tid ved forsinkelser.

Er belastningen lavere end den anførte togvægt i trækketabellen og ud for belastningen i tognummeret, må belastningen forøges med tilladelse fra trafiksektionen eller distriktet (toget kan så normalt ikke holde tid).

Opfyldes en række betingelser (f.eks. 3/4 vogne belæssede, roligt vejr og rene skinner etc.) ved fremførsel af et Persontog (P) eller derunder, kan toget belastes med yderligere 5 %. Dog må Hurtigt Persontog (HP) ikke belastes yderligere.

Ved Trækketabellerne for de enkelt litra er der normalt under skemaet anført en række undtagelser ud for visse strækninger. Groft sagt kunne et gods- eller blandettog belastes yderligere fra sidste station, hvis den sidste del af strækning udgjorde et fald i forhold til resten af strækningen, f.eks. Slagelse-Korsør eller mindre ved en kraftig stigning som Lersøen-Nørrebro.
---------------------------------------------------------------------
Vedr. litra O

(Uddrag fra ”DSB litra O, skovtursmaskinen”, side 19/20, Forlaget TpT 2016, ISBN 978-87-99-2594-8-9, selvfølgelig udsolgt fra forlaget, derfor information her:-) )

I begyndelsen af 1950´erne var O lokomotiverne 1. Distrikt ved at nå til slutningen af deres tjenestetid. Dog kunne man helt op til begyndelsen af 1956 se litra O med rangerende lokalgodstog på Ringbanen mellem Hellerup, Lersøen, Nørrebro, Flintholm, Hvidovre og til Godsbanegården (nr. 332 til 1954 eller nr. 334 til 1956).

Perioden 17-05-1953 til 28-06-1953:
• Tog 2968/29068 Hellerup-Lersøen, trækkeevne 340 t: Belastning mellem 162 og 438 t. (!!)
• Tog 2955 Københavns Godsbanegård-Lersøen, trækkeevne 340 t: Belastning mellem 94 og 350 t.
• Tog 2957 Lersøen-Hellerup, trækkeevne 390 t: Belastning mellem 20 og 370 t.
Perioden 09-07-1953 til 05-08-1953:
• Tog 2955 Københavns Godsbanegård-Lersøen, trækkeevne 340 t. Belastning mellem 44 og 358 t. (kørtes ellers normalt af litra F II).
• Tog 2957 Lersøen-Hellerup, trækkeevne 430 t. Belastning mellem 20 og 358 t. (kørtes ellers normalt af litra F II).
Perioden 06-08-1953 til 31-08-1953:
• Tog 2955 Københavns Godsbanegård-Lersøen, trækkeevne 340 t. Belastning mellem 123 og 348 t.
• Tog 2957 Lersøen-Hellerup, trækkeevne 430 t. Belastning mellem 57 og 421 t.

Som det fremgår af ovenstående, blev lokomotiverne ofte belastet over det tilladte, men tilsyneladende uden at det gik ud over materiellet. Især kørslen mellem Lersøen og over Nørrebro krævede sit yderste af lokomotiverne (og lokomotivpersonalet), når toget skulle ud på hovedsporet mellem tre S-tog og op af den stejle rampe mod Nørrebro station. Man startede normalt ved at styringen var lagt tilbage og samtidig trykkede togstammen sammen. Når man fik udkørsel løsnedes bremsen, styringen blev lagt helt frem og regulatoren fik et ordentligt smæk til venstre. Lokomotivet tog herefter vognene en efter en og lokomotivet fik lov til at arbejde fuldt ud til man kom op til stationen. Ellers kunne man nemlig hurtigt skabe forsinkelser på S-tog linie F.

-------------------------------------------------------------------------
Til ovennævnte, husk på at belastningen (antallet af vogne på krogen) varierede ofte fra station til station hvorfor angivet ”Belastning mellem…”.
Belastning af et tog kunne altså varieres efter tilladelse og blev det.

Som et kuriosum skal bemærkes, at O. F. A. BUSSE (den ældre) allerede den 13-12-1847 forordnede følgende:
• Tog med beregnet maksimal gennemsnits kørehastighed på 10 minutter pr. mil = 10 vogne (45 km/t).
• Tog med beregnet maksimal gennemsnits kørehastighed på 15 minutter pr. mil = 12 vogne (30 km/t). Dog må der i retning FRA Roskilde TIL København medføres 18 vogne.

Hvordan det er i dag har jeg ingen viden om

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: En given belastning anført uden for et tognummer betyder ikke, at det er den maksimale belastning lokomotivet har, MEN at det med denne angivne belastning, er istand til at gennemføre det pågældende tog med den rette hastighed for at holde køreplanen. I mange tilfælde kan lokomotivet belastes med mere, men det kan så ikke holde den forventede og udregnede køretid mellem stationerne og dermed planen.
Andre gange er det en administrativ pålagt belastning for enten at skåne lokomotivet eller at toget ikke overskrider de toglængder og togvægte der er for den pågældende strækning eller litra. F. eks. litra N maksimalt 1200 tons, i Tyskland 1500 tons.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak