BR 03.10, 23 og 41 til DSB?
Jeg er helt sikker på, at trækkraftsudvalgets ønsker på mødet afholdt i August 1940, overhovedet ikke afspejler den kommende virkelighed for DSB. Altså for mig at læse nogle fredstidshandlinger og ønsker, der blev behandlet trods den nylige besættelse. Tingenes kommende alvor var slet ikke aktuel for DSB endnu.
Kære Steffen
Vi kan selvfølgelig aldrig vide, hvad Hedegaard og Knutzen tænkte i august 1940, men mon de forventede, at krigen ville vare så længe, som den gjorde?
Frankrig var faldet, slaget om England var i gang, og Hitler havde hidtil haft militær succes. Hvorfor skulle han ikke kunne gentage den?
Vi ved i dag, at krigen trak ud, og at det skabte problemer for DSB, men det kunne Hedegaard og Knutzen næppe forudse, da de holdt deres møde. De havde nok en efterkrigssituation for øje her i august 1940.
For historikere er det en taknemmelig opgave at få historiske personer til at tage sig kortsynede og uforstandige ud. Vi ved jo, hvordan det gik. Vi kan fokusere på alle de tegn og tendenser, som peger i retning af det, der senere kom til at ske. Og vi kan spørge: Kunne datidens beslutningstagere virkelig ikke få øje på dem? Var de blinde eller dumme eller begge dele?
Men i datiden har der også været modstridende tegn og tendenser, så billedet har været mere uklart. Indtil det modsatte er bevist, går jeg selv gerne ud fra, at folk gjorde, hvad de kunne.
Bedste hilsner