Lokomotiv bemaling ved den unge DSB
Hej UTJ
Ja, vi kan jo lige så godt stoppe. Jeg er da ked af din omtale af min anvendelser af kilder, har du nogle bedre/andre kilder og anden metodetilgang?
Hvis ikke beskrivelser fra materiellet, bl.a. Crampton H. C. Ørsted som omtalt i Geislers bog samt det tyske farvestudie er anvendelig, så ved jeg ikke. Farvesammensætningen fra dengang – altså slutningen af 1850´erne – bliver jo senere bekræftet af Busse junior og endnu senere af HGH. Nuancerne er dog forskellige angivet m.h.t. vanger og hjul.
Som skrevet tidligere ser jeg frem til dit svar til Stuart, hvis mit jf. dine bemærkninger er forkert m.f.t. SJS/SSB/DSB-S materiellet. Det kan jo ikke nu stå alene uden dine bemærkninger. Det bliver spændende at læse.Fortsat god lørdag til dig og alle i andre læsere
Så prøver jeg en allersidste gang. Jeg mener sådan set ikke at dine kilder er forkerte. Men jeg er uenig i dine konklusioner (deraf at jeg ikke synes analysen er stærk nok). Men:
1) Det er formentlig korrekt hvad der står om HCØ.
2) HCØ-koloreringen er ikke nødvendigvis videreført i senere leverancer. Men det kan vi finde frem til i betingelserne (kontrakterne), som er til at finde for perioden.
3) Senere (enten 1863 eller 1870) er sjællandske lokomotiver malet med lysebrun undervogn og hjul og iøvrigt sorte (mener at huske at det er 1863, for Nordbanens materielanskaffelser er meget godt belyst i kilder/kontrakter/tekn. betingelser).
4) Vi ved ikke hvornår man "opfandt" en bemaling som på maskinafdelingens kolorerede hovedtegninger, det jeg vil kalde "Tørring-modellen" med brunrøde hjul og sort undervogn, men rød pufferplanke. En kraftig indikation er at det er sket efter 1882, dvs efter de første A- og P- maskiner til JF som blev leveret i brun bemaling med røde pufferplanker (Stephenson B, E og H var også leveret brune).
5) Vi ved at der findes tekniske betingelser som beskriver bl.a. K-maskiner som de skal leveres "sorte". Kopi af denne er brugt til leverance af lokomotiver til OHJ og HTJ.
6) Brunrøde hjul genfindes i visse privatbaners tekniske beskrivelser, herunder HFJ's fra 1897.
Min konklusion er at vi ikke kan tale om én sjællandsk bemaling op til 1892, men at der har været ændringer undervejs. Disse ændringer kan sagtens være af hensyn til ensartethed mellem landsdelene, men også af simple hensyn til besparelser i driften. Det "nationale" skorstensmærke kommer som du skriver, på i 1888 og vi har beretning om sort lokomotiv med røde hjul og pufferplanker i 1887. Vi kan på foreliggende grundlag skønsmæssigt sætte ændringen på sjællandske lokomotivers bemaling til et tidspunkt i perioden 1882-1887, men formentlig først efter 1885 hvor Sjællandske Statsbaner fusioneres med Danske Statsbaner i Jylland-Fyn (lidt fjollet, da det jo ikke var en selskabskonstruktion, men et offentligt værk).
Vi bør også kunne uddrage af Busses farveforslag at farver på materiellet ikke var Busses egenhændige beslutning, hvilket giver god mening.
Hvad mangler vi derfor efter min mening for at kunne få farvehistorikken, baseret på kilder, mere korrekt:
1) hvornår overgår man til lysebrune undervogne (jeg mener at det er med Nordbanen i 1863, men det kan genddrives, da jeg ved at de tekniske betingelser eksisterer)?
2) hvornår begynder man at fragå lysebrune undervogne og hjul og gå over til rødbrune/brunrøde hjul og sort undervogn. Dine bemærkninger tyder på omkring 1885-1887, men vi mangler viden og mig bekendt bliver den svær at skaffe (vi kan være heldige, men vi kan ikke være sikker på resultat af søgning). Det kunne være i forbindelse med afskaffelsen af navne på de sjællandske lokomotiver.
3) vi ved faktisk heller ikke hvornår DSB holder op med at male hjulene på lokomotiverne brunrøde/rødbrune. Jeg har intet set omkring dette og slet ikke at det skulle være 1892/93 med sammenlægningen af maskinafdelingerne. Jeg har kun set et bidrag, jf nævnte kopi af betingelser, brugt til Holbæk Privatbaner og mener at disse trykte betingelser oprindeligt var fra 1898.
Så jo, vi ved meget, men der er huller. Heldigvis er der faktisk ingen modstridende kilder, sådan som jeg læser det og det gør den videre opklaring meget lettere.
Jeg har ikke fundet nogle "DSB forskrifter" for perioden. I det hele taget er der meget lidt skriftlighed omkring bemaling, da det var et håndværk, der gik i arv fra mester til mester på malerværkstederne og med farveprøver som er gået tabt. Først langt senere kommer der beskrivelser, men så er der også flere typer overfladebehandling at vælge imellem og syntetiske farvestoffer.
Af bevarede lok kan man forestille sig at Cs 246 og Hs 368 (Gungner) har haft lysebrune hjul og undervogn, mens Fs 263, Hs 363 og Ks 273 ikke har haft det.
Således også god aften herfra.