Vouga-linjen: Espinho - Sernada do Vouga - (Viseu)

Espinho ligger knapt tyve kilometer syd for Porto på den dobbeltsporede elektrificerede hovedbane til Lissabon. Stationen er udgangspunkt for en metersporet bane, som dengang gik til Viseu, men da jeg kom forbi i ´74, var trafikken mellem Sernada do Vouga og Viseu desværre midlertidigt indstillet. Årsagen var ildebrande, angiveligt antændt af damplokomotiverne.

Der eksisterer også en metersporet strækning fra Aveiro på hovedstrækningen Porto-Lissabon til Sernada, men på en eller anden måde undgik den min opmærksomhed. Jeg fik i hvert fald ikke set nærmere på den.
___________

Den 8. august om morgenen tog jeg et tog fra Porto til Espinho, og turen var en oplevelse i sig selv, for jeg fik lov til at køre med i ellokomotivets førerum. Vores hastighed lå vel på 80 til 100 km/t, men banen var uindhegnet, og på det sidste stykke før Espinho krydsede folk frit frem og tilbage over sporet på vej til og fra stranden, som lå på vores højre side. Længst fremme kunne man knapt nok se skinnerne for mennesker, men selvfølgelig holdt de sig mere og mere tilbage, efterhånden som vi nærmede os.

Håndtaget til lokomotivets horn var monteret i førerummets tag, og lokoføreren nærmest hang i det, mens han sagde en masse på portugisisk, som jeg ikke forstod, men som nok heller ikke var egnet til at oversættes og gengives...

En mand gik hurtigt over banen, mens han slæbte et stort fiskenet efter sig. Han snublede over den sidste skinnestreng og faldt, så lang han var. Han nåede lige at rive nettet væk fra sporet, inden vi passerede!

Det var en diminutiv skinnebus, som holdt klar til afgang i Espinho. Der var femten pladser på 2. klasse og ti på 1. klasse, hvor sæderne var velpolstrede og betrukket med hvidt bomuld. Udvendigt var 1. klasse behørigt afmærket med en gul stribe over vinduerne. Hvert eneste sæde på 2. klasse var optaget, men alt var ledigt på 1., og selvom jeg kun havde et 2. klasses Interrail-pas, insisterede togføreren på, at jeg satte mig der.

Vi afgik og begyndte at køre op i højden. Skinnebussens sirene blev brugt ved overkørsler, og den lød som en forskrækket kvindes skrig.

Som nævnt var der ingen trafik mellem Sernada do Vouga og Viseu, men det gjorde ikke så meget, at jeg strandede i Sernada, for her lå banens remise og værksted, og der var nok at se på.

Strækningen Sernada do Vouga - Viseu blev nedlagt 1. januar 1990, og og trafikken mellem Espinho og Sernada blev i 2004 afkortet til Oliveira de Azeméis.

Keld har vist moderne billeder fra Espinho og krydsningsstationen São João de Madeira på den afkortede strækning i naboforum, hvor ”pvc” også har aflagt rapport fra et besøg i 2016.

Nu er der åbenbart planer om en genetablering af togtrafikken mellem Oliveira de Azeméis og Sernada. Jeg kryder fingre for, at de lykkes.

I Albergaria a Velha, som ligger næsten midt i mellem banens nuværende endestation, Oliveira de Azeméis, og Sernada, var der et længere ophold, så jeg kunne forlade min plads og skyde et billede

I Sernada blev skinnebussen vendt på en lille drejeskive, som nok ikke ville kunne bære et tungere køretøj

På terrænet i Sernada stod der flere kolde damplokomotiver, formentligt fordi trafikken til Viseu var indstillet. Blandt mine sparsomme optegnelser har jeg har fundet et notat på en gammel filmpakke, hvoraf det fremgår, at drejede sig om E 131 og E 133 fra 1924, samt E 210 og E 213 fra 1923 - alle bygget af Henschel & Sohn.

E 182 - i midten - blev også bygget af Henschel i '23, og maskinen var opfyret, for godstog mellem Espinho og Sernada blev kørt med damp. Vi krydsede ét på tilbageturen, men mit foto blev totalt mislykket!

Jeg kiggede ind i remisen og ”skød” et portræt af E 92 (Orenstein & Koppel 1910)

(fortsættes)