Kan jernbanen hjælpe ???? (Trafikpolitik)
Interessant lille gotcha. Det er vel også i sagens natur et politisk udspil til hvad der skal fokuseres på fremover. Og så er den største faktor når folk vælger transport vel også om de har en bil i forvejen. Oplever man tre dårlige dage med toget tager man bilen (som man kan se når der er sporarbejde), mens det er de færreste der sælger deres bil efter 3 dage i kø.
Derudover kan man også se i DSBs årsrapport, at de danskere der bruger toget synes bedre om DSB end de, der ikke gør. Der er få steder i verden hvor folk synes kollektiv transport altid er det bedste og det rigtigste og det fedeste for alle ture, men det betyder ikke at vi ikke kender midlerne til at få flere til at vælge kollektiv transport. Når man forbedrer pålideligheden, hastigheden, prisen og komforten får man flere kunder og det er da også netop det, man arbejder med i alle de projekter der bliver udført på jernbanen i de her år.
Det vigtigste er jo nok at udvikle den kollektive transport med øje for hvordan det kan gøres bedre for dem der allerede bruger det, i stedet for at lade sig forføre af dette og hin forslag til "hvordan man kan få bilisterne over i toget". Det er ikke "smart" at sige at man foretrækker at køre i sin egen bil, og derfor har de fleste bilister lommeforslag til hvordan tog og bus kunne blive mere relevante for lige netop dem – forslag der så er for dyre til at blive implementeret i praksis. Uanset om det er Høje Taastrup, Park&Ride, biltog eller andet viser historien, at toget bedst udvikles på togets præmisser.