"Lille P", bare at nyde tegningen!! - og blive klogere!
Formålet med at vise tegninger er kun, NYD DEN! Farverne på lokomotivet kan sikkert diskuteres, men det er en anden historie.
Hej Steff
Datidens ingeniørtegninger er i sandhed værd at beundre - ikke mindst, når de som her er gengivet i litografisk tryk.
Min salig fader, som hele sit arbejdsliv var beskæftiget i den grafiske branche, ville have holdt et længere foredrag om skønheden i litografiske tryk - hans faible for litografisk trykte landkort har jeg i høj grad arvet.
Nå, det jeg egentlig ville sige er, at der på fransk mellem tegningerne står: "La Forney danoise", hvilket betyder: "Den danske Forney" - hvad er det så for en karl?
Under tegningerne står der: "Dessinèe par Otto Busse cette locomotive fut constuite par Forney pour le reseau Thyland au Danmemark", hvilket betyder: "Designet af Otto Busse blev dette lokomotiv konstrueret/bygget af Forney til netværket i Thyland". (- og ikke noget med futtog - fut er passé simple af verbet étre)
Det forstod jeg ikke umiddelbart, da de små P-maskiner, jo er bygget af henholdsvis Esslingen og Hohenzollern - søgning i franske ordbøger gav intet resultat, men Google er jo din ven, så jeg fandt, at svaret er, at de små P-maskiner er konstrueret efter et princip opfundet af Matthias N. Forney og patenteret mellem 1861 og 1864.
Dermed opnåede jeg den ny viden, at der er noget, som hedder et Forney-lokomotiv, noget, jeg ikke tidligere er stødt på hverken i dansk eller udenlandsk jernbanelitteratur, men det er sikker almen viden blandt damp-aficionados, at Busse brugte et kendt og velafprøvet princip, da han konstruerede de små P-maskiner .
Således kan fascinationen af en smuk tegning føre til andet end blot nydelse, nemlig ny viden, hvis man dykker ned i detaljerne.
Venlige hilsner
Niels H
--
Niels