I forhold til dampdriften var MO helt sikkert et væsenligt fremskridt. Problemet var bare, at da man genoptog produktionen af dem i 1950'erne, var det på basis af en 16 år gammel konstruktion. Selvfølgelig havde 2. verdenskrig forsinket udviklingen, men derfor kunne man da godt have gjort en indsats for at tænke nyt.

Man må tænke på at i 1950'erne var man kun ved at afvikle dampdriften, og at overveje driftskoncepter som hører en senere tid til, lå ikke lige for. Selvom enmandsbetjening fandtes ved de fleste privatbaner, var det fortsat alt for problematisk for DSB at tænke på noget sådant. Man kan forestille sig at der lå en mental blokering som gik ud på at med de større tog som DSB skulle køre, var enmandsbetjening ikke mulig. Det var formentlig en medvirkende årsag at det rullende materiel ikke udvikledes yderligere på det tidspunkt.

Angående MO'ernes fleksibilitet så var det nok også deres største svaghed - de blev simpelthen brugt til ting, de oprindelige konstruktører næppe havde forestillet sig.

MO var ikke konstrueret til sidebanedrift som den senere kom til at se ud. Der kunne køres med 1 MO og 3 C-vogne med max 120 km/h, men absolut ikke med kort afstand mellem standsningsstederne. Tænk på at den store acceleration som nutidens sidebanedrift kræver, var noget ganske uhørt dengang. Man hang på sin vis fortsat fast i dampdriftens køretider.