Og jeg fortsætter:

Journalister skal have gode kilder

Jesper Andersen har undret sig over, at den lokale presse i Sønderjylland kunne offentliggøre, hvornår toget holdt i Vojens.

Som journalist kan jeg fortælle, at en meget væsentlig del af jobbet er at have gode kilder. Så får man den slags oplysninger ved en enkelt telefonopringning, og det er helt overflødigt at råbe og skrige på aktindsigt, som nogen har gjort.

Det blev så her i Vojens til overflod bevist, at ekspressen rent faktisk har bred offentlig interesse (også uden for jernbanenørdernes kreds), og at der således er en helt saglig grund for avisen til at offentliggøre tidspunktet.

Yderligere kan både kilden og hans chefer glæde sig over et stort fremmøde af folk, som er positive over for DSB. Det er ikke mit indtryk, at folk i Vojens overrender stationen til dagligt…

Og hvis nogen havde frygtet, at sønderjyderne skulle have ønsket at terrorisere millionærerne og forsøge at stoppe toiletterne ved at hælde skærveballasten i dem, viste frygten sig at være ubegrundet.

Klaphatte

Til gengæld er der så flere skribenter her, der falder over de mennesker, som lækker disse køretider.

Begrundelsen er primært, at det må man ikke, fordi man ikke må. Og hvis man ikke kan fatte det, er man en ”klaphat”.

Argumentation på det niveau hører hjemme i det gamle Østtyskland, hvor jernbaneanliggender som det her omhandlede ganske rigtigt var statshemmeligheder, og hvor jernbanecheferne ikke behøvede at frygte ubekvemme spørgsmål fra medarbejderne på partiavisen Neues Deutschland.

Selv foretrækker jeg den danske udgave af demokratiet, hvor fri journalister kan tale frit med hvem de vil (sågar jernbanefolk), og hvor begrebet kildebeskyttelse er anerkendt i Retsplejeloven, hvis journalisten skulle driste sig til at citere en anonym kilde for noget – nogle togtider for eksempel…

Retsplejelovens givere (Folketinget) har fundet det fornuftigt at skrive:

§ 172. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:

1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling.

Og Medieansvarslovens § 1, nr. 1, siger:

§ 1. Loven gælder for følgende massemedier:

1) Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.

Man tør vel nok sige, at en hjemmeside er en ”lignende fremstilling”, som ”på anden måde mangfoldigggøres”.

Så skulle de samme togtider forvilde sig ind på en eller anden hjemmeside er der tale om præcis det samme, som hvis de stod i en avis.

Det huer så ikke nogle få reglementsryttere her på stedet, som henviser til, at kilderne (måske) har skrevet under på en tavshedsformular. Måske – for vi ved jo ikke, hvem kilderne er.

Og hvis de virkelig har skrevet under, rangerer forbrydelsen på linie med at gå over for rødt ved en lyskurv på Søborg Hovedgade klokken halv fire en søvning hverdagsmorgen.

Om helte og skurke

Det kunne være spændende at høre, hvordan disse bureaukrater fra en svunden tid forholder sig til den tidligere FBI-medarbejder Mark Felt.

Skal vi gætte på, at han overtrådte en eller anden tavshedsklausul, da han (i skikkelse af kilden Deep Throat)væltede præsident Nixon ved at afsløre Watergate-sagen til Bob Woodward og Carl Bernstein fra The Washington Post i 1972.

Alligevel fejres han som skoleeksempel på, hvordan det vestlige demokrati selv er i stand til at rydde op i folk, som misbruger det.

Manden, som gjorde kål på en amerikansk præsident, er en helt. Den, som lækkede Orientekspressens køreplan i Danmark i april 2013, er en skurk – mener nogle.

Tænk over det.

Pression fra DSB

Tilbage for mig står så kun et enkelt opklarende spørgsmål:

Jeg mener at kunne læse, at Tommy på et tidspunkt blev sat under pres fra DSB for at fjerne den famøse nordgående køreplan. Hvis det er korrekt, vil jeg gerne vide, om DSB henviste til nogen lovparagraf, for jeg kan ikke komme i tanker om nogen lov, som skulle være relevant.

Det er jo ikke Tommy, som har brudt en aftale med nogen.

Og i øvrigt har Tommy næppe noget at være bange for. Vi ved jo, hvad DSB gør ved folk, som skriver noget, cheferne ikke kan lide. De får gode vellønnede jobs hos DSBs forretningsforbindelser.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig