Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selfølgelig er dybt misundelig på dig over, at du har fået tjansen, men så må du også indrømme, at hele denne misere er en lille smule barnagtigt håndteret fra DSB og BDK!

Nu synes jeg ikke, det er rimeligt, at en togfører skal stå på mål for nogle beslutninger, der er truffet langt højere oppe i DSB-systemet, så skal vi ikke bare nøjes med at glæde os på Dennis’ vegne over, at det var ham, der fik jobbet?

Hvis du vil have en officiel forklaring på hemmelighedskræmmeriet, må du spørge i DSBs direktion. Selv gider jeg ikke at gøre det – jeg har en klar fornemmelse af, at svaret vil være ubrugeligt.

Nu har diskussionen om lækager af særtogsanmeldelser flere gange raset hæmningsløst på dette sted – resulterende i lukkede tråde, og fornærmede skribenter.

Alligevel vover jeg så pelsen for at fortælle jer, hvordan sagen om Orientekspressens køreplan ser ud for én, som har beskæftiget sig professionelt med kommunikation siden 1969. Det er rent principielle betragtninger. Jeg har intet konkret haft med Orientekspressens besøg at gøre. Jeg kunne ikke engang tage ud og kigge på den takket være en virus, som hærger mig for tiden.

Skudt sig selv i foden

Men der er ingen tvivl om, at DSB har skudt sig selv i foden ned at acceptere ekspres-ejernes krav om hemmelig køreplan. Formentlig har en ung slipsedreng været så lykkelig over at få aftalen i hus, at han har skrevet under på hvad som helst. Og ganske givet har det ikke været velkomment hos DSBs kommunikationsfolk, som har hårdt brug for en god sag lige for tiden.

Enhver kunne jo regne ud, at der var fremragende billedmuligheder i toget undervejs i landskabet. Flere af de fine fotos, vi har set her på stedet, leder endda tankerne hen på den berømte lyntogsplakat fra 30erne, men dette er jo endnu bedre, fordi der står DSB med store bogstaver hen over snuden på 1401.

Som man så på Facebook den famøse dag, efterlyste den ene DSB-afdeling da også netop fotos af det tog, som en anden DSB-afdeling helst ville hindre folk i at fotografere. Det var både ynkeligt og pinligt.

Latterligt

Ekspres-ejernes krav om diskretion er i sig selv latterligt. Helt ærligt: Hvis man gerne vil færdes diskret og skjule sin rigdom, bør man nok vælge et mindre spektakulært transportmiddel end lige præcis Orientekspressen. Hvor svært kan det blive???

Og hvis nogen forestiller sig, at ekspres-ejerne skulle have aflyst turen, blot fordi DSB ville give nogen en chance for at tage billeder af toget udefra undervejs, tager de fejl. Indtjeningen ønsker ejerne selvfølgelig ikke at gå glip af.

Terrorfrygt er ren paranoia. Modbydelig og blodig terror mod jernbaner har vi set blandt andet i Madrid og i London. Her var det ikke lige just Orientekspressen, terroristerne gik efter.

Der er ingen politisk symbolværdi ved Orientekspressen i sig selv, og hvis nogle rent kriminelle gangstere skulle ønske at bortføre en milliardær eller to for at få udbetalt en løsesum, er et kørende jernbanetog mellem Borup og Viby Sjælland et meget kluntet valg af gerningssted, selv om man har togtiderne ned til det halve minut.

Opholdet i Vojens havde også været et skidt sted. Der var alt for mange fotografer til stede…

Altså: Bortset for en underskrift, som aldrig burde være sat på præcis det stykke papir, er der ingen saglige argumenter for, at DSB skal hemmeligholde køreplanen, men en masse muligheder for at sætte – tiltrængt – positiv fokus på firmaet ved at offentliggøre den.

Vi må så se, om DSB har lært noget af denne sag, inden der næste gang er nogen, der skriver under på noget, de ikke forstår rækkevidden af.

Og jeg fortsætter i et nyt indlæg