Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Transportminister nægter køb af israelske IC3-tog (Trafikpolitik)

af Mark, 12/4 2012, 15:31 (4617 dage siden)

Artikel fra http://www.ing.dk

Det bliver ikke en blodtilførsel i form af 46 ældre israelske IC3-tog, der kommer til at skabe flere siddepladser i togene til de hårdt prøvede togpassagerer mellem landsdelene.

Det står klart, efter at togproducenten Bombardier Transportations øverste direktør, franskmanden André Navarri, kort før påske var på besøg i Transportministeriet for at høre transportminister Henrik Dam Kristensens holdning til Bombardiers forslag til en plan B for jernbanen.

Her slog ministeren fast, at han ikke agter at sætte gang i den politiske proces, der ville kunne gøre planen til virkelighed.

Nødplanen
Bombardiers plan B tager udgangspunkt i, at IC4-flåden i allerbedste fald først kan være fuldt indfaset i landsdelstrafikken om seks år. Og selv om dette best case scenario går i opfyldelse, vil der også herefter være brug for en fuldt funktionsdygtig IC3-flåde i regional- og landesdeltrafikken, på grund af den forventede passagervækst.

Et andet element i redningsplanen var muligheden for at underkaste DSB’s eksisterende IC3-flåde en løbende levetidsforlængelse, som også inkluderer, at der indbygges en ny mellemvogn i det enkelte togsæt.

Skeptisk minister
»Det er altid spænende at høre producenternes forslag, men set fra mit bord kommer der ikke til at ske mere i denne sag. Hvis der var nogen, der havde troet, at jeg straks ville gå i gang med at skaffe politisk flertal for en ekstra-bevilling til indkøb af gamle israelske IC3-tog eller en omfattende ombygning af DSB's egne tog, så må jeg skuffe dem. Det kommer ikke til at ske,« siger transportminister Henrik Dam Kristensen til Ingeniøren.

Henrik Dam Kristensen understregede overfor Bombardier, at han nu ville bede DSB om at gennemgå de forskellige forslag.

Så først hvis DSB vender tommelfingeren nedad, kan planen erklæres endegyldigt død.

DSB's underdirektør for trafikplanlægning, Ove Dahl Kristensen, forklarer da også overfor Ingeniøren, at han er i færd med at arrangere et opfølgende møde med Bombardier, hvor producenten får lejlighed til at give en mere detaljeret gennemgang af planerne.

Men i betragtning af, at de to elementer i plan B-forslaget fra Bombardier hver især vil koste flere hundrede millioner kr. at føre ud i livet (en fuld levetidsforlængelse af IC3-flåden med tilbygning af ny mellemvogn, ville sandsynligvis koste over én mia. kr.), kan man med en vis sindsro konkludere, at det ser sort ud, så længe transportministeren afviser at gå i kamp for skaffe de nødvendige penge.

Minister: Plan B er på vej.
Tilbage på Slotsholmen spørger Ingeniøren transportministeren, om det virkelig kan passe, at han som øverste ansvarlige for togdriften i Danmark slet ikke har overvejet en plan B, hvis det skulle vise sig, at IC4-togene aldrig igen kommer i drift med passagerer mellem landsdelene.

»Det er ikke sådan, at jeg bare læner mig tilbage og krydser fingre for, at det hele nok skal gå i orden med IC4-togene. Jeg er i fuld gang med en møderække med trafikordførerne fra alle Folketingets partier, hvor IC4 er eneste punkt på dagsordenen og hvor målet er, at vi i fællesskab skal udarbejde en plan B for togtrafikken,« siger Henrik Dam Kristensen.

Han vurderer, at der i løbet af sommeren vil være skabt politisk enighed om en fremtidsplan for IC4-projektet med en dertil hørende materielstrategi.

»Men for at vi kan træffe den rigtige beslutning bliver vi nødt til at være klogere på resultaterne af den undersøgelse af IC4-computeren, som DTU Transport foretager netop nu,« siger Henrik Dam Kristensen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak