Damp og diesel på Frederikssundbanen (Generelt)
W.E. Dancker-Jensen, som jo desværre lige er gået bort, vidste en del om Frederikssundbanen i gamle dage. Jeg havde for nogle år siden en telefonsamtale med ham, hvor han fortalte om materielbenyttelsen på denne hans – og min – hjemmebane. Derefter sammenstykkede jeg de oplysninger, han gav, og de følger nedenfor; måske er der nogen her på Jernbanen.dk, der kan supplere eller uddybe:
MO-vognene kom til banen før 2. verdenskrig. Omkring samtidigt forsvandt ML-vognene. Under krigen kørte kun damp; godstog med G-maskiner og persontog med O-maskiner påkoblet mestendels to-akslede vogne litra CY, CU m.fl.
Under og i nogle år efter 2. verdenskrig kørte nogle særlige tørvetog til Veksø, af og til trukket af litra C eller K.
Ved en enkelt lejlighed, formentlig i 1946, blev et tørvetog sogar fremført af en PR-maskine, hvor man kørte med tenderen forrest i retning mod Veksø.
MO blev efter krigen hurtigt indsat i alle persontog igen – allerede i 1945. Herefter sås litra O kun sjældent – sidste gang mellem jul og nytår 1952-53.
CP- og CO-vognene (med eller uden tagrytter) har kun ved enkelte lejligheder kørt på banen.
I godstrafikken blev G-maskinerne erstattet af litra D i midten af 1950’erne. Da Dancker flyttede fra Ballerup i 1960, kørte her stadig D-maskiner.
Vingesignalerne omkring Ballerup blev formentlig fjernet lige før 1949.
Stangrækken vest for Ballerup forsvandt cirka 1970.
Dengang togene fra Frederikssund kørte helt til Vanløse og da man også under krigen kørte med damp kunne man godt løbe om i Vanløse, og her var en vandkran.
* * *
Et par spørgsmål kunne jeg dog ikke få besvaret:
- Har litra S planmæssigt være indsat i godstog?
- Hvornår kørte sidste ordinære damptrukne tog?
- Standard-MO-oprangeringerne, som jeg oplevede dem i 70'erne, dvs. MO+Cll+Cll+MO eller blot MO+Cll+MO - hvornår begyndte man med disse oprangeringer? Før var der indsat Cls-styrevogne, og endnu før CR(S)-vogne. Hvem kan komme med årstal?
- Hvornår blev MX-diesellokomotiverne indsat i godstog?
(I TKØ var der i 70’erne anført MX 600 i godstoget fra Gb til Ballerup, mens MO-stammerne øjensynligt klarede godstrafikken fra Frederikssund).
Venlig hilsen
Henrik