Fotografier er et følsomt emne. Togbilleder, lidt ligesom glansbilleder. Der samles og ve den som mangler et nummer i rækken i fotoalbummet. Fotosamlingsindehavere mener at besidde en særlig magt i togverdenen, kan enten samle sig følgere eller tage pris for dem. Pokemonkort a like. Værdi, imaginær eller pekuniær, det er lige fedt. Og her kommer ophavsretten ind som et særligt instrument til at styre kopiers flow rund hos interesserede. Det er nok derfor det har den store interesse hos cigarforum, trods den svindende interesse, eller rettere svindende indsigt i jernbanehistorien i takt med at tilgængeligheden ikke er tidssvarende. Hvis billederne blev delt og allemandseje, med den behørige respekt for fotografen, som i sin tid lagde penge og navnlig tid i motivet ville meget være opnået og gnidren være en saga blot. Men det kræver nok tid, for vores generation har ikke samme forhold til billedsamleri, a la Rex-album. Som det er nu er det et spørgsmål om jernbaneinteressen fordamper med magtmenneskerne, som var det filateli eller eller holder sig til tiden derefter, så der er nogle der bringer interessen videre. Jernbaneinteresse er nemlig i høj grad en visuel interesse, se blot på praleriet med fotoudstyr på maven under 1960'ernes jernbaneudflugter. Helt kvalt med digitalkameraets indtog og dernæst mobiltelefonerne. Minderne skulle fastholdes og nutiden dokumenteres for eftertiden, men hvorfor og for hvem? Og skulle arvtagere sidde på dem? Formentlig blot mest for at kunne distribuere excelark med motivlister, og så aldrig vise dem, for med visningen forsvinder den imaginære magt - kort sagt barnligt.