N-stål fyrkasser for olifyring på Cv Kh i 60´erne?
Hej Steffen,
Dette lille indlæg er ikke et svar på dit spørgsmål. Men siden du åbenbart er interesseret i diverse N-maskine "løsdele" synes jeg, at jeg hellere må holde det i denne tråd.
Min bror, Søren, tog nedenstående billede af en N-maskine ramme og kedel 21 juli 1967 i Århus. Det ligner bestemt en reservedel og måske er det bedre at kalde den for en stump af en BR50, da den danske "havebænk" jo klart mangler.
Den anden dag faldt jeg også over en anden N-maskine løsdel, denne gang mere komplet. Prøv engang at se på billedet i KB-Danmark set fra Luften "sylvest_nks_05686_e.jpg" (rubriceret under Åby). Hvis du zoomer kraftigt mener jeg at kunne se en N-maskine (eller BR50) uden tender overfor Depot Mølleengen, nede mellem de to sydgående hovedspor - gennem mange år benyttet til henstilling af udrangerede lokomotiver og populært kaldet "koraldybet". Billedet er formentlig fra begyndelsen af 50'erne (Brabrandstien er ført under broerne ved nordgående hovedspor / Hammelbane broerne er der stadig og sporet ser ud til at være intakt).
Som sagt, ikke et svar på dit spørgsmål!
mvh
Hans Peter