Som jeg husker notatet, så var det blot en bestilling. Intet om hvor de skulle bruges.
Materialet blev kaldt "Izett II" og var magen til det i Q-maskinernes stålfyrkasser.

Da N-maskinerne blev istandsat efter princippet "de bedste først", så passer bestillingstidspunktet nogenlunde med at de sidste 3 loko snart skulle laves.
Er der en, som har fået stålfyrkasse ved udgang fra værksted, så ville jeg kikke blandt de sidste 3.

At fyrkasserne er blevet hængende i København syntes sært al den stund at lokomotiverne kørte i 2. distrikt.
Omvendt, værkstedet i Århus havde ikke de samme pladsforhold (læs: mindre!) som i København, så måske er det blot ren opbevaring?
Endelig, skulle der tages skiftes en fyrkasse, så kunne reserven læsses på en vogn og være i Århus et par dage senere, hvilket burde være tidsnok (det er ikke en hel lille operation).

Det er bare lidt sjovt at Q-maskinerne havde et lille skilt med "Stålfyrkasse" på førerhuset - det havde N-maskinerne vidst ikke?

Oliefyring til N tror jeg ikke meget på. Forsøget var gjort på Pr og D (og så godt gik det heller ikke). Kombineret med at de ledende kræfter (Voldmester, JPA etc)var de samme, så kan jeg ikke rigtig se hvad der skulle motivere et ændret standpunkt.
Mener at have set at nogle få (måske 20 stk) østriske BR50 eller 52 var forsynet med oliefyring i slutningen af 40'erne.
Det skal ikke afvises at jeg har fået rodet det sammen med ÖBBs BR42, som havde noget olie-fyrs-halløj.
Visse DDR 50'er fik oliefyring, men det var vidst ikke lige den vej DSB vendte sig for teknisk inspiration......