Det var en tysk repræsentant for et ikke nærmere angivet land (står der i skrivelserne), der først havde forsøgt hos det kommende DDR. Der havde man høfligt sagt nej, da man vidste lige så sikkert som amen i kirken, at lokomotiverne ville ryge østover, hvis de kom på den "forkerte side" af grænsen. Da dette salg så rendte ud i sandet, prøvede man diverse andre vestlige landes militærmissioner i Berlin, heriblandt DK. Og denne henvendelse gik fra Berlin via UM til Handels ministeriet (departementet). Herfra startede det så op i modsat rækkefølge, da DSB fik "go" på at undersøge mulighederne fra valutacentral etc.
De to private firmaer som tidligere nævnt, banede vejen og da det det hele var OK, ansøgte DSB om tilladelse til at bese de omtalte lokomotiver. Tre repræsentanter fra Maskinafdelingen samt en "runner" (WDJ) + Sanico repræsentant tog så til Bruxelles og gennemgik materiellet lige efter jul 1951 og nytårsaften sendte Sanico så en rejserapport hjem med nr. på loko samt økonomiske detaljer. Og herpå gik så diverse ministerier i gang med ansøgninger, import, valuta, åbning af remburs etc. og endelig godkendelse.
Det bliver for langt her at gå i detaljer, men ovennævnte skulle dække hovedlinjerne.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler