kedeleksplosioner?
Hej Morten
Tankevækkende avisartikel!
At de tre stakler led en frygtelig død er der ingen tvivl om, men en kedeleksplosion har der nu næppe været tale om.
Lokomotivet ser på billedet relativt intakt ud.
Jeg tror der er tale om Maribo Sukkerfabriks B 5 (O&K 9350/1920) og da den originale kedel eksisterer endnu (i relativt hel stand), vil jeg godt vove den påstand at de tre blev dræbt af udstrømmende damp fra en lækage (måske er armaturdele knækket af) opstået ved den voldsomme afsporing og efterfølgende væltning.
Den eneste vej ud af det liggende lokomotivs førerhus er opad og på grund af dampen har de tre formentlig fuldstændigt mistet muligheden for at orientere sig.
I din egen bog om roebanerne nævnes det, at alle roebanernes lokomotiver, efter en ulykke ved Saxkøbing i 1923 hvor lokomotivpersonalet også skoldedes ihjel, ombyggedes således, at førerhustaget via et vægtstangsarrangement løsnedes hvis lokomotivet væltede, således at personalet kunne undslippe.
I 1937, altså 14 år efter ulykken i Sakskøbing, er denne ombygning åbenbart ikke nået til B 5.
Med venlig hilsen
Carsten