Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Damplokomotivdetaljer - billeder + en lille bemærkning! (Generelt)

af Steff, 1/5 2012, 09:13 (4686 dage siden) @ Filip Gram

Go´morn Filip (og sikkert Peter og andre der læser med).

Det er jo dejligt at se dine (jeres anstrengelser) på K´ern bære frugt. Det ser s.. godt ud.

Jeg kan se, at du er ved at fremstille et prøveafsnit til ”DSB museumstogs vejledning i historisk korrekt anvendelse af materiellet”. Her afsnittet ”Anvendelse af kendingssignaler på lokomotiv- og vognmateriel i perioden 1944 – 1975”.

Den kunne så blive en rettesnor for også klubbers brug af tidligere statsbanemateriel.

Nå, tilbage til billederne. Det eneste sted du efter min viden går lidt galt er m.h.t. anvendelsen af lanterne/farver i ”1. mulighed arbejdstog”. Det skal rettelig være som 2. mulighed med ”Brandgult lys over hvidt lys”.

Bemærk her generelt, at omkring begyndelsen af 1960´erne (tror jeg ud fra billeder og rettelsesblade til SIR 44), ”vinder dovenskaben for lokomotivpersonalet ” og den farvede lanterne skifter fra øverste og til nederste. Altså at f. eks. signal nr. 66 ”Kendingssignal for arbejds- og hjælpetog” bliver rettet FRA ”Brandgult lys over hvidt lys” TIL ”Hvidt lys over brandgult lys”. Det samme gældende for signal nr. 64, ”Kendingssignal for tog, som på dobbeltsporet bane kører i venstre spor”, hvor signalet bliver rettet FRA ”Rødt lys over hvidt lys” og TIL ”Hvidt lys over rødt lys”.
Årsagen var denne, at det uagtet alt andet lige, var lettere for lokomotivføreren på et lokomotiv eller en motorvogn efter motordriftens indførelse, at sætte den farvede skive nederst, når man nu var alene om arbejdet.
Men i ”damptiden” og frem til begyndelsen af 1960´erne altså den farvede skive ØVERST.

Du/I skal i den anledning lige være opmærksomt på ”slutteren” med en rød skive/rødt lys. Dette signal KAN forveksles med Nr. 80. ”Skydelokomotiv går med til næste togfølgestation”.
Det kan jo være svært at se, men hvis et lokomotiv anvendes som skydelokomotiv som ovenfor beskrevet, skal man jo også kunne se de almindelige slutlanterner på enden af togstammen.
Hvis lokomotivet ”kun” skyder på i starten og ikke går med (er IKKE sammenkoblet med toget) til næste togfølgestation, er det signal 79 med om dagen to røde skiver og om natten to røde lys (i begge tilfælde anbragt vandret som anbringelsen af lanterner på rangermateriellet). Og hér igen skal togets slutskiver/lanterne kunne ses.

I øvrigt synes jeg slet ikke ideen med at lave en vejledning i korrekt anvendelse af materiellet, herunder anvendelsen af kendingssignaler er så tosset endda. Og det tror jeg heller ikke Peter er uenig i. Det kunne jo være et projekt du skulle tale med John om?

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak