Det psykologiske velbefindende er faktisk en rigtig god pointe.

Men ligesom der er folk der sværger til sidegangsvogne, så er der også folk der bliver ramt af den psykologiske effekt i forskellig grad. I et tog med 2+3-opstilling er der jo også stadig en side af toget hvor der kun er to sæder. Så er spørgsmålet bare om der er nok af sådanne til at de folk som ikke kan lide tre-personers rækker kan få plads der, og om hvorvidt den eventuelle utilfredshed overstiger fordelen ved 2+3 sædeopstilling.

I Sverige har man jo så valgt at man godt kan bruge 2+3 i regionaltogene, men ikke i fjerntogene. I Japan er det derimod kun Shinkansen der bruger 2+3-opstilling. Men selv da benyttes der stadig 2+2 sæder i 2. klasse på Mini-Shinkansen (på grund af smallere tog) og i Kyushu Shinkansen (grundet lavere passagergrundlag).

Det er i bund og grund en afvejning af fordele og ulemper. Der er ganske givet situationer hvor ulemperne overstiger fordelene. Men det modsatte gør sig altså også gældende, især med meget brede tog og/eller ruter med høj belægningsgrad.