Der har i nogle år været snakket om, at den teknologiske udvikling gør det lønsomt, at bygge alle tog til "multi system" - altså både AC og DC spændinger, og så bare software mæssigt holde dem til den ønskede frekvens. Ideen er at godkendelser og produktion kan gå nemmere, hvis der bygges identisk.
Foreløbig er der dog en prisforskel på omkring en lille mio pr trækkraftenhed, hvis du skal have DC med i en AC udgave.

Hvorfor er det man ønsker at begrænse anvendelsesmulighederne i softwaren? Hvis man undlod dette havde man færre parametre og versioner af software at holde styr på.

Det er ligesom en Tesla den har også det meste Hardware men det er låst hvis du ikke vil betale for det.

Det har i årtier været flittigt brugt i IT verdenen. Første gan jeg hørte om det var tilbage i studietiden, hvor en vaks medarbejder på et af institutterne på DTU havde fundet ud af, at man kunne købe den billige model af en bordregnemaskine, et par små knapkontakter, skære huller til disse i dækslet og lodde knapkontakterne ind i motherboardet. Voila - så havde man den dyre model med hukommelse mm.
Hos IBM havde man nogle dengang dyre skærmterminaler. Her var det også bare nogle jumpere der skulle sættes i tastaturet, og så havde man en meget dyrere udgave. Idag udstyres de fleste af IBMs mainframes "med det hele" og de enkelte features enables så med en kode. Det er meget enklere kun at producere een linie af produkter med det hele og så enable funktionerne ved en kode.