Det ved man heller ikke. I 1880'erne beskrev man farven som caput mortuum, dvs dodenkop. "Knoglefarven" kan brændes i forskellige blodpølsenuancer, men den mest sandsynlige er den som er anvendt på f.eks. Frilandsmuseets bygninger, hvoraf det fremmeligste eksempel er gavlen på den fynske vandmølle fra Ellested, dvs, gavlen hvor hjulene er. Faktisk er jernbanemuseets KF 5715/G 423/ØJJ G 6 malet i noget som i den grad minder om den farve, trods alle de ahistoriske rekonstruktioner på gavlene som man gjorde, de den som KM-vogn skulle sættes i stand til et jernbanemuseum.

Hvilket farvepulver man anvendte i 1920'erne er svært at sige. Desuden kommer nuancen let til at afhænge af basen i farven. F.eks. linoliebase gør alle farver lidt mere gule end det rene farvepulver.

Nu kendte jeg også Alkjær (HGA) og det er korrekt at Torben var ude efter farver, men jeg ved også at HGA ikke mente man kunne være så skudsikker på farvearkæologien. Vi (HGA og jeg) diskuterede det en del, bl.a ud fra de farveplancher HGA havde produceret i 1930'erne som gav indikation, men ikke andet (HGA huskede således SFJ's personvogne som 'lyserøde' og sådan har de nok også set ud i deres falmede kulører i 1940'erne, mens et godt diapositiv viser at den mere pink sagtens kan være en afart af caput moortuum, når binderen er mere eller mindre fordampet og farven meget bleget. Noget lignende ses på HHGB's personvogne i 1950'erne på Svend Jørgensens dias af vogne i Hornbæk).

Det vi ved er at caput moortuum var udgangspunktet, men vi har ikke DSB's indkøbsarkiv eller arkivet for prøvetagningerne. Farver var på den tid ofte plancher/prøver på jern- eller træplader og så skulle man ramme denne farve bedst muligt. Men nu havde DSB jo også egen farvemølle og kunne blande selv - deri malerhåndværket - og dermed behøvede man ikke holde bogholderi over farverne, da det var et internt anliggende i virksomheden. Det var noget 1929-rapporten skulle gøre lidt op med, da man også ville afprøve mere moderne malingstyper og til det brug eksterne leverandører af færdigfarve.

Kort og godt er de farveoversigter og koblingen til RAL-stadardfarver meget summariske og giver ikke rigtig mening.

Det er nogle få gode levn som giver gode indikationer (udover mere almen viden om brug af farver og pigment på et givent tidspunkt) om DSB's farver på vogne: BJ 665 er malet i 1920'erne og ligeså er den toetagesvogn. Kongevognen er ovenpå den blå maling malet i perioden 1908-1929 i sidste opmaling og er også retningsgivende for personvognene. Mht godsvognene skal man nok kigge grundigt på ovennævnte (man kan skimte dens oprindelige KM-nummer bag den nuværende opmaling) og så den lille Q-vogn, som nok også gemmer på nogle fine malingslag - der kunne en konservator godt være godt anvendt.

Museets Gd 623 i nuværende udformning. Pufferne er udskiftet i 2004, da de sjællandske puffer var helt forkerte i forhold til rekonstruktionen (de oprindelige jyske puffer var for korte fra skive til pufferplanke og overholder ikke Berner Rummet/Berner Rektanglen (ikrafttrådt i 1887)). Den brune farve ved pufferne er således RAL 8016, hvilket var det vi havde ved den hurtige udskiftning, mens resten af vognen er opmalet ved istandsættelsen, formentlig i 1950'erne. Gavlene blev ved istandsættelsen i 1950'erne rekonstrueret med brug af tegninger til en sjællandsk K-vogn og svarer derfor ikke til den type vognen havde inden omdannelsen fra Gd/KF til KM-vogn. Under seneste farvelag kan man skimte det farvelag vognen havde til udrangering, inkl skyggerne af KM+vognnummer (foto, 2004-05-22 (C): UTJ)

Museets Gd 623 i nuværende udformning, se ovenfor (foto, 2004-05-21 (C): UTJ).