Advarselsanlæg ved veje, der krydser havnebaner

af Niels Buch, 2/3 2022, 07:52 (1046 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

"I gamle dage" var en overkørsel "bevogtet", når der var en ledvogter til stede. Senere er forståelsen vistnok blevet en anden: En overkørsel er bevogtet, når den er udstyret med blink og klokke, der eventuelt er suppleret med bomme.

Illustration fra overkørselsbekendtgørelsen:

[image]

Jeg undrer mig dog lidt over havnebanen i Aalborg (den tidligere havnebane - ikke den nuværende mellem Aalborg station og Aalborg øst). Den havde flere overkørsler, der passerede ret "store" veje, men ved ingen af dem var der opsat blinklys eller bomme: Man nøjedes med ganske almindelige trafiklys.

Nedenfor er gengivet et billede fra 1973 af Aalborg havnebanes passage af Østerbro. Intet fortæller de vejfarende - eller fodgængerne for den sags skyld - at her passeres en jernbane. Til venstre kan vi dog se en klokke.

Jeg er aldrig stødt på dokumenter eller regler, der forklarer, hvorfor man nogle steder anvender "jernbaneadvarselsanlæg" og hvorfor man andre steder anvender almindelige trafiklys. Er der nogle af de cigarrygende og cognacdrikkende herrer, der er stødt på noget autoritativt materiale desangående? Jeg er underligt nok aldrig selv stødt på noget.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]1973. Aalborg havnebane passerer Østerbro. Set fra øst mod vest. Trafiklysene ser ud til at være slukkede, hvilket dog ikke var "normalstilling". Fotograf: Thorkild Dalsgaard.

Hej Thomas

Dejligt at se at ens billeder fra bekendtgørelsens vejledning kan finde vej her til siden.

Hvis vi lige skal tage de juridiske briller på først, så skal vi se på bekendtgørelsens § 7 og § 21. Den type overkørsler du nævner mener jeg falder ind under § 7, da der kun finder rangering sted, og det vil sige, at der ikke er krav om at bruge advarselssignalanlæg eller bom-anlæg, men at man ved at lave en risikovurdering kan vælge andet, f.eks. at lave et togprogram i et vejkrydsanlæg. I Vejle er der eksempler på at der er opsat advarselssignalanlæg ved en række vejkrydsninger af havnebanen, mens man mig bekendt i Nyborg bruger gadesignalanlæg med togprogram. Så når du ikke kan finde noget autoritativt materiale, så er det ikke så underligt. Grunden til at jeg også nævner § 21, er at anlæg der var i drift da bekendtgørelsen blev offentliggjort, de facto er godkendte selvom de ikke måtte leve op til bekendtgørelsens tekst.

Det viste eksempel fra Aalborg, hvor det virker som om vejkrydsanlægget er slukket, når der ikke er tog, tror jeg ikke vil falde i god jord hos mine kolleger i Vejdirektoratet. Slukkede gadekrydssignaler er ikke noget vi bruger i Danmark (mens man gør det i udpræget grad hos vores sydlige naboer i Tyskland).

Jeg håber det hjalp lidt på forståelsen, ellers er du velkommen til at skrive igen (evt. bruge kuverten).

Venlig hilsen
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak