Jeg lægger hovedet i løvens mund - der er set generiske togtyper som netop Y-togene der muligvis er udviklet oprindeligt til en specifik jernbaneoperatør i det sydlige udland, men som så blev markedsført med success som "hyldevare" bl.a. til de danske privatbaner, men (vel?) også til andre.'
De fleste togsæt, lokomotiver mm. var i høj grad nok serier, men kun til en specifik operatør. Der kunne være leverancer til andre af videreudviklnger, men traditionen var at alle havde egne krav.
I 1980'erne og senere bliver det økonomiske frirum til egenudbvikling snævret ind (og der opstår måske også en erkendelse af at så unikke er de enkelte operatører ikke) at de store fabrikker begynder at udvikle platforme hvor der så er nogle få frihedsgrader som giver (økonimisk) mening. Aptering er et oplagt eksempel, men forskellige drivlinier kan også gøre det. Disse platforme får jo så naturligt "markedsføringsnavne".
Vi har jo set den samme udvikling især i europæiske bilfabrikker, hvor man centralt udvikler nogle foskellige størrelser platforme som de enkelte mærker i koncernen udruster med deres egne karosserier - evt varianter af også et centralt udviklet karosseri. VAG og Fiat er verdensmestre i denne disciplin, men Ford er også meget godt med og var netop i 1980'erne ude med Mondeo, som som navnet antyder, var en "verdensbil". General Motors er til gengæld aldrig rigtigt kommet igang med dette, hvilket givet medvirker til deres problemer.